Kontrakt- og ansættelsesvilkår for pleje- og aflastningsfamilier
Familieplejen i Skanderborg Kommune indgår en kontrakt i forbindelse med, at en pleje- eller aflastningsfamilie skal have et barn anbragt hos dem eller have et barn i aflastning. Kontraktens indhold er til forhandling, og begge parter skal være enige. I kontrakten fastsættes de vilkår, som parterne er enige om. Hvor mange vederlag, der skal udbetales m.m.
Det fremgår også af kontrakten, hvem af plejeforældrene, der er den primære person i forhold til barnet, men hele familien forpligter sig til at være en del af aftalen.
Allerede her adskiller vilkårene sig fra det vi kender på arbejdsmarkedet. Det skyldes at plejeforældre ikke er lønmodtagere, men betragtes som selvstændige. Derfor er de ikke ansat, men knyttet til kommunen via kontrakten. Derfor gælder de regler og overenskomster, som lønmodtagere er omfattet af, heller ikke for plejeforældre.
Man kan af indlysende grunde ikke have arbejdstidsregler i plejefamilien. Familieplejen i Skanderborg Kommune forventer også, at alle plejefamilier har plejebørnene med på ferier, og i det hele taget behandler dem på samme måde som deres egne børn.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at plejefamilier i skattemæssig sammenhæng som udgangspunkt betragtes som lønmodtagere, da plejevederlaget udbetales og beskattes som A-indkomst.