Her er en oversigt over de gældende politikker, planer og standarder, der vedrører borgere med fysiske og psykiske handicap i Skanderborg Kommune
Socialpolitik og Værdighedspolitik
Socialpolitikken skal ses som et udtryk for de bærende værdier og holdninger til arbejdet indenfor Socialudvalgets ansvarsområde – og fastlægger dermed den overordnede retning. I Socialpolitikken vil værdier og holdninger blive gjort håndgribelige og brugbare.
Tilsynspolitik
Tilsynspolitikken for Sundhed, Omsorg og Handicap sætter, sammen med den gældende lovgivning, rammerne, retningen og principperne for tilsyn i kommunen.
Den nuværende tilsynspolitik er sidst revideret og godkendt af Byrådet den 28. februar 2024.
Kvalitetsstandarder
Kvalitetsstandarderne for handicap- og psykiatriområdet i Skanderborg Kommune skal synliggøre kommunens serviceniveau over for borgere over 18 år, som ansøger om en indsats inden for handicap- og psykiatriområdet. Det betyder overordnet, at kvalitetsstandarderne skal:
- tydeliggøre hvad du kan forvente fra kommunen, og hvad kommunen forventer af samarbejdet med dig
- give dig mulighed for at vurdere om støtten og vejledningen stemmer overens med det, som byrådet har besluttet.
Samtidig skal sagsbehandlerne og de medarbejdere, der skal udføre indsatserne, bruge kvalitetsstandarderne som en fælles ramme, der skal sikre overensstemmelse mellem det, sagsbehandlerne bevilger, og den støtte, som bliver leveret. Endelig skal politikere og ledelse bruge kvalitetsstandarderne som udgangspunkt for en løbende vurdering af faglige og økonomiske prioriteringer.