Skanderborg kommune tilbyder sygepleje til personer i alle aldre. Du kan få sygepleje i tilfælde af akut eller kronisk sygdom. Du kan læse mere om mulighederne her på siden.
Sygeplejen kan støtte dig, når du har problemer med dit helbred og har eller er i risiko for at miste dele af dine fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevner. Støtten kan eksempelvis være:
- Støtte ved lægeordineret behandling og omsorg, f.eks. hud– og sår behandling, skiftning og pleje af blærekateter, behandling, pleje den sidste levetid, måling af blodsukker og blodtryk.
- Støtte ved lægeordineret medicindosering, samt injektion/infusion af medicin m.m. Bemærk at støtte til medicindosering tilbydes kun, når der ikke er andre muligheder. Du vil derfor skulle benytte dig af dosispakket medicin via apoteket, eller hjælpemidler hvis det er en mulighed.
- Råd og vejledning om bl.a. ernæring, vandladningsproblemer, kronisk sygdom og andre helbredsproblemer.
Sygeplejen ydes som midlertidig hjælp og vil løbende blive justeret i takt med, at dit funktionsevneniveau og helbred ændres.
Hvordan får du sygepleje?
Ved behov for sygepleje vil du blive henvist fra sygehus, egen læge, speciallæge og vagtlæger.
Dit behov for sygepleje kan også starte i dialog med hjemmeplejen, familie eller netværk, som bekymrer sig for dit helbred.
Hvor kan du modtage sygepleje?
Du kan modtage sygepleje følgende tre steder:
- I kommunens sundhedsklinikker
- I eget hjem (dog untagelsesvist og kun efter sygeplejefaglig vurdering)
- Via skærmbesøg med videoopkald eller telefonkonsultation, når det er muligt
Hurtig og fleksibel hjælp via Akutteam
- Kontakten til akutteamet skal ske gennem egen læge, kommunens hjemmesygeplejersker, vagtlæger eller læger fra sygehusene.
- Skanderborg Kommunes akutteam består af sygeplejersker, som er særligt kompetente til akut sygepleje i eget hjem. Det betyder, at borgere kan undgå indlæggelse, når den praktiserende læge eller vagtlægen vurderer, at det er en bedre løsning, at borgeren behandles hjemme, frem for at han eller hun indlægges akut.
- Borgere kan også udskrives tidligere efter en indlæggelse, til færdigbehandling eller opfølgning af behandling i hjemmet.
- Akutsygeplejerskerne kan fleksibelt og hurtigt rykke ud ved behov.
- Akutsygeplejerskerne kan også koncentrere sig om at blive længere i hjemmet eller tilse borgere oftere i den akutte fase.
Akutteamet dækker hele døgnet alle ugens dage.
Hvornår kan Akutteamet hjælpe?
- Når du har et akut observations-, pleje-, omsorgs- eller behandlingsbehov, kan akutteamet træde til og medvirke til, at det er trygt at være i eget hjem under forværring af sygdom.
- Tæt observation og behandling i eget hjem kan forebygge udvikling af symptomer på begyndende sygdom fx blærebetændelse, væskemangel, svimmelhed og forstoppelse.
- Når indlæggelse og genindlæggelse kan forebygges ved at tidlig indsats i hjemmet.
- Der laves aftaler med sygehusene om at færdiggøre behandlinger med væske og antibiotika direkte i ind i blodet (intravenøst) i eget hjem – frem for at forblive indlagt. Her vil det være sygehuslægerne, der følger op på behandlingen.
Tæt samarbejde med læger og sygeplejersker
Akutsygeplejersken vil altid være i tæt dialog med en læge omkring din behandling.
Akutteamet har et nært samarbejde med kommunens øvrige sygeplejersker og hjemmepleje, som døgnet rundt kan træde til, når akutteamet ikke er til stede.
Når du har fået visiteret sygepleje, kan du komme i en af kommunens fire sundhedsklinikker i Skanderborg, Ry, Hørning og Galten. Det er gratis at benytte sundhedsklinikken, og her kan du booke en tid, ligesom du kender det fra egen læge eller tandlæge.
Kommer du i sundhedsklinikken for at få hjælp til medicindosering, skal du selv medbringe pilleæsker (doseringsæsker) og al din medicin. Vi kan være behjælpelige med genbestilling, men desværre ikke med afhentning eller opbevaring af medicin.
Transport til sundhedsklinikkerne
Som ved besøg hos læge eller tandlæge skal du selv transportere dig til Sundhedsklinikken. Hvis du har brug for et transportmiddel, kan du eventuelt bruge Flex Trafik, offentlig transport, taxa eller få hjælp fra familie og netværk mv. Du skal selv afholde eventuelle udgifter til transporten.
Kontakt vores sundhedsklinikker
Skanderborg Sundhedsklinik
PB Lundsvej 1 B
8660 Skanderborg
Ry Sundhedsklinik
Fællesskabets Hus, 1 sal
Alleen 2,
8680 Ry
Hørning Sundhedsklinik
Plejecenter Præstehaven, 1. sal
Vestervej 3
8362 Hørning
Galten Sundhedsklinik
Plejecenter Tjørnehaven
Søndergade 29
8464 Galten