I Skanderborg Kommune vil vi producere grøn el svarende til 100 pct. af forbruget i 2030. Det har Byrådet besluttet.
Det er et ambitiøst mål, der betyder, at vi skal producere 557 GWh vedvarende energi om året inden for kommunegrænsen, svarende til det gennemsnitlige elforbrug i ca. 124.000 husstande.
For at nå i mål skal vi finde plads til 43 vindmøller på 150 meters højde, eller cirka 500 hektar solceller (det svarer cirka til Hørnings størrelse). Vi kan selvfølgelig også vælge at kombinere sol og vind.
Spørgsmål og svar
Vi samler løbende spørgsmål og svar om processen. Du kan se dem her under.
Tidlig inddragelse af borgere: Vær med til at designe anlægget nær dig
Politikerne har besluttet, at VE-projekter kalder på en anden sagsbehandling end normalt. Derfor inddrages borgere meget tidligere i processen end ved andre sager.
Allerede inden private virksomheder, der ønsker at etablere VE-anlæg i kommunen, sender deres ansøgning, skal borgerne med på banen og være med til at udvikle projekterne. Det kan f.eks. være at placeringen med fordel kan justeres, og at der lokale tiltag, som kan være med til at løfte et lokalområde – tiltag som kan være svære for udvikler at se uden de værdifulde input fra borgerne.
Figuren herunder viser den proces, som politisk er besluttet skal være forud for den almindelige demokratiske praksis for sagsbehandling.
På den måde får naboer og andre borgere mulighed for at være med til at designe anlæggene, mens der bliver penge til lokalsamfundet, når overskuddet af anlæggene høstes.
Ved at åbne den politiske proces mere op, får borgere og andre interessenter mere tid til dialog. Når den ekstraordinære ansøgningsproces (se grafik) er færdig, begynder den mere traditionelle politiske behandling af sagerne, hvor der også er høringsperiode og sagsbehandling i de politiske udvalg.
Grøn Pulje
Når der placeres vindmøller eller solceller (VE-anlæg), skal kommunen oprette en Grøn Pulje for hvert projekt.
Puljen betales af den eller dem, som ejer anlægget. Størrelsen på puljen følger størrelsen på anlægget. Der gives 313.000 kr. pr. MW ved landvindmøller og 125.000 kr. pr. MW ved solceller.
Der kan altså blive tale om forholdsvis store beløb, der vil gå til det omkringliggende lokalsamfund.
Som et eksempel er den godkendte solcellepark ved Østerskovvej i Låsby på 68 MW (og 59 ha). Det svarer til 8,5 mio. kr. til Grøn Pulje.
Byrådet har vedtaget standarden for Grøn Pulje i Skanderborg Kommune - altså regler for, hvordan pengene fordeles.