Hvis du ikke har mulighed for, at arbejde på normale vilkår grundet sygdom, handicap eller hvis du er førtidspensionist, har du mulighed for at få et job på særlige vilkår.
Nedenfor kan du læse om, hvilke muligheder der er til netop dig.
Hvem kan få fleksjob?
Beregn din månedsindtægt i et fleksjob
Beregneren viser din samlede månedsindtægt i fleksjob. Indtægten består af:
- en løn fra arbejdsgiver
- et fleksløntilskud fra kommunen, der beregnes ud fra lønnen.
Beregningen er vejledende, og den er baseret på dine oplysninger om løn og arbejdstid. Den løn, du indtaster i beregneren, er inkl. pension og diverse tillæg som fx anciennitetstillæg og funktionstillæg. Du kan højst få udbetalt en samlet indtægt, der svarer til lønnen på fuldtid i den pågældende stilling. Fleksløntilskuddet gøres mindre, når løn og fleksløntilskud til sammen overstiger den fulde løn.
Kan jeg få et fleksjob?
Et fleksjob er en ansættelse, hvor der tages hensyn til, at din arbejdsevne er begrænset på grund af helbredsmæssige forhold. Det betyder, at opgaver og arbejdstid i fleksjobbet bliver tilpasset det, du kan klare.
Disse betingelser skal være opfyldt, for at kommunen kan bevilge dig et fleksjob:
- Du skal være under folkepensionsalderen
- Kommunen skal vurdere, at din arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat
- Alle muligheder for at opnå en almindelig ansættelse, fx gennem omplacering, skal være undersøgt.
Der findes fleksjob inden for alle brancher. I et fleksjob kan du både arbejde med det fag, du er uddannet til eller har erfaring med fra tidligere. Eller du kan skifte fag og bruge dine erfaringer på nye måder.
Hvor længe kan jeg være i fleksjob?
Selve fleksjobbet er midlertidigt i fem år ad gangen, hvis du er startet i dit fleksjob efter 2012, og du ikke er fyldt 40 år. Efter 4½ år skal kommunen vurdere, om du fortsat er berettiget til et fleksjob. Hvis kommunen vurderer, at det er du, kan du sagtens blive i det samme fleksjob.
Hvis du er fyldt 40 år, kan du få et permanent fleksjob efter dit første fleksjob. Det kan ske, hvis du fortsat opfylder betingelserne for et fleksjob, og jobcenteret vurderer, at din arbejdsevne fortsat er nedsat i et omfang, der gør, at det ikke fremover er muligt for dig at komme i arbejde på almindelige vilkår.
Hvis du blev ansat inden 1. januar 2013
Hvis du blev ansat i dit nuværende fleksjob inden 1. januar 2013, skal kommunen ikke hvert femte år vurdere, om du fortsat er berettiget til fleksjob. Men hvis du skifter til et nyt fleksjob, gælder de samme regler som for fleksjob oprettet 1. januar 2013 eller senere.
Opfølgningssamtaler
Du vil blive indkaldt til en personlig samtale med jobcenteret, hver gang der er gået 2 ½ år i fleksjobbet. Dette gælder, uanset om du er ansat før eller efter 2013.
Fastholdelsesfleksjob - fleksjob på din hidtidige arbejdsplads
Du kan ønske at komme i fleksjob på din hidtidige arbejdsplads, dvs. i den virksomhed, hvor du er – eller senest har været – ansat på almindelige vilkår. Inden du kan ansættes i fleksjob på din hidtidige arbejdsplads, skal du opfylde de almindelige betingelser. Derudover skal du – hvis du har mere end 6 år tilbage til folkepensionsalderen - have været ansat på arbejdspladsen efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår i mindst 12 måneder.
Det gælder dog ikke, hvis du har været udsat for en akut opstået skade eller sygdom, fx en arbejdsulykke, og det samtidig er åbenlyst formålsløst at få dig tilbage i job på almindelige vilkår.
Tilskud til selvstændige med nedsat arbejdsevne
Som selvstændig erhvervsdrivende kan du af kommunen få tilbud om støtte i form af tilskud til din selvstændige virksomhed, hvis du har varige og væsentlige begrænsninger i din arbejdsevne i forhold til arbejdet i virksomheden.
Desuden er det en betingelse, at:
- din virksomhed er din hovedbeskæftigelse
- du inden for de seneste 24 måneder har arbejdet på din virksomhed i, hvad der svarer til lønarbejde i mindst 30 timer om ugen i sammenlagt 12 måneder.
Tilskuddets størrelse afhænger af virksomhedens overskud før renter.
Hvad er fleksydelse?
Fleksydelse minder meget om efterløn. Fleksydelse er en tilbagetrækningsydelse, der giver dig mulighed for at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet, før du når folkepensionsalderen. Fleksydelse er målrettet personer, der er godkendt til et fleksjob og som har tilmeldt sig fleksydelsesordningen.
Hvornår du kan gå på fleksydelse, hvor længe og hvor meget du kan få i fleksydelse afhænger af, hvornår du er født:
Hvis du vil klage
Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen, inden 4 uger efter at du har modtaget kommunens afgørelse. Kommunen skal så genvurdere sin afgørelse inden 4 uger, fra de har modtaget din klage.
Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen din klage videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.
Oplysninger om fleksjob
Fleksløntilskuddet bliver beregnet ud fra de oplysninger omkring fleksjobbet, som kommunen har fra arbejdsgiveren.
Ved etableringen af fleksjobbet kan arbejdsgiver med fordel anvende Blanket til oplysninger vedr. fleksjobansat neden for og indsende den til kommunen.
Derved sikrer I, at kommunen er i besiddelse af de nødvendige oplysninger for beregningen af borgerens fleksløntilskud.
Sker der efterfølgende ændringer i ansættelsesforholdet, eksempelvis ændring i timelønnen eller antallet af timer, kan I også bruge nedenstående blanket.
Har I spørgsmål til udfyldelse af blanketten, kan I kontakte Administration og Ydelse på tlf.: 8794 7527
Selvstændig fleksjobber
Som selvstændig fleksjobber skal du en gang årligt indsende årsregnskab til Ydelseskontoret. Det er muligt at indsende en kopi af selve regnskabet eller benytte et af de to nedenstående link.
Der er en blanket til dig, der har et revisorpåtegnet regnskab og en uden revisorpåtegning:
Årsindtægt for selvstændigt erhvervsdrivende, der modtager tilskud (fleksjob) - med revisionsattestation
Årsindtægt for selvstændigt erhvervsdrivende, der modtager tilskud (fleksjob) - uden revisorattestation
Årsindtægt for selvstændigt erhvervsdrivende, der modtager tilskud (fleksjob) - aktie- og anpartsselskab, med revisorattestation
Løntilskud for førtidspensionister
Regler for job med løntilskud for førtidspensionister
Job med løntilskud for førtidspensionister (tidligere kaldt skånejob) er en mulighed, hvis du ikke kan klare et job på almindelige vilkår. Du kan både arbejde på fuldtid og deltid, men du skal modtage førtidspension og må ikke være folkepensionist.
Løn- og arbejdsvilkår
Løn- og arbejdsvilkår aftales mellem dig og arbejdsgiveren i samarbejde med de faglige organisationer.
Løntilskud
For at få tilskud skal jobbet godkendes som rimeligt af kommunen. Det er den kommune, hvor du bor, der skal godkende jobbet.
Tilskud til oplæring - mentorordning
Hvis dit fysiske eller psykiske tilstand betyder, at du har brug for hjælp eller vejledning, når du starter i jobbet, kan virksomheden få et tilskud fra kommunen til at dække de ekstra udgifter.
Tilskudsordningen kaldes for en mentorordning og dækker også for uddannelse af den medarbejder, der skal stå for din oplæring.
Støtte til hjælpemidler
Skal arbejdspladsen ændre på indretningen, eller er der brug for nogle særlige arbejdsredskaber, kan virksomheden søge tilskud hos kommunen. For at få tilskud skal hjælpemidlerne være af afgørende betydning for, om du kan klare dit arbejde.
Hvis du har spørgsmål eller gerne vil vide mere om løntilskud til førtidspensionister, er du velkommen til at sende Digital Post til Arbejdsmarkedsudvikling.
Obligatorisk pensionsopsparing
Fra 1. januar 2020 optjener du 0,3 % i pensionsbidrag på din forsørgelsesydelse. Pengene bliver overført til ATP, som administrerer din pensionsordning. Der er ingen egenbetaling, så der bliver ikke trukket noget i din ydelse.
Pensionsindbetalingen stiger med 0,3 % hver år frem til år 2030, hvor den er oppe på 3,3 %
Hvis du vil vide mere om administrationen af din pensionsordning, kan du læse om dette på Borger.dk – her finder du svar på mange spørgsmål omkring den nye obligatoriske pensionsopsparing.