Er du veteran, har været udsendt eller pårørende? Veterankoordinatoren i Skanderborg Kommune kan guide og hjælpe dig eller dine pårørende på rette vej mod den helt rigtige støtte.
Veterankoordinatoren i Skanderborg Kommune har til opgave at stå til rådighed overfor dig eller dine pårørende for at sikre, at du får den indsats og hjælp, der skal til for at kunne håndtere de udfordringer du måtte stå overfor. Du kan få viden og personlig rådgivning om de tilbud og muligheder, som du kan få glæde af.
Hvem kan få hjælp?
Det er både veteraner, hjemvendte udsendte og deres pårørende der kan få hjælp. For at man kan få hjælp kræver det, at man er bosiddende i Skanderborg Kommune.
Har du spørgsmål eller vil høre mere om veteranindsatsen, er du velkommen til at kontakte veterankoordinatoren.
Veteranpolitik
Soldater og andet personel, der har været udsendt for det danske forsvar i én eller flere internationale missioner, har ydet en særlig indsats for Danmark.
Der er de seneste år kommet langt større viden om og fokus på, hvordan veteranerne klarer sig efter en udsendelse.
Hovedparten af veteranerne klarer sig godt efter en udsendelse, og kommer hjem med styrkede kompetencer, men ca. 10 procent af veteranerne får det rigtig svært, og både de og deres pårørende har derfor behov for en særlig indsats. For nogen viser behovet sig straks efter hjemkomsten, for andre kan der gå flere år før behovet for hjælp enten opstår eller erkendes.