Her på siden kan du læse om alt, der vedrører navne- og adressebeskyttelse, hvordan du afmelder en person fra din adresse, bopælsattest, adresseforespørgsel, oplysning om antal personer på adresse og robinsonlisten.
Navne- og adressebeskyttelse
Ansøg om og forny navne- og adressebeskyttelse
Du skal ansøge digitalt om at få registreret navne- og adressebeskyttelse i CPR. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunen.
Du kan vælge beskyttelse for dig selv og egne børn bosiddende på samme adresse
Når anmodningen er gået igennem, vil privatpersoner som udgangspunkt være afskåret fra at få udleveret dit navn og adresse fra CPR. Dit navn og din adresse bliver heller ikke udleveret fra CPR til brug for private vejvisere eller til PostNord.
Beskyttelsen har virkning fra det tidspunkt, at beskyttelsen registreres i CPR.
PostNord
Hvis du har valgt navne- og adressebeskyttelse hos borger.dk, får PostNord ikke automatisk besked om det.
Hvor længe gælder navne- og adressebeskyttelsen?
Beskyttelsen bortfalder som udgangspunkt efter et år.
Du kan se din status i CPR registerindsigt.
Forbehold
Offentlige myndigheder kan få adgang til dit navn i CPR.
Private kreditorer, der fx mangler betaling af en faktura, kan normalt også altid bede om at få din adresse udleveret fra CPR ved at henvende sig til kommunen.
Du skal selv gøre dit teleselskab opmærksom på, at du ønsker hemmeligt eller udeladt telefonnummer. Selvom du har navne- og adressebeskyttelse, har teleselskaberne pligt til at videregive telefonnumre, medmindre du gør opmærksom på, at du ikke ønsker det.
PostNord
Hvis du har valgt navne- og adressebeskyttelse hos borger.dk, får PostNord ikke automatisk besked om det.
Lokalvejviser
Når du har registreret navne- og adressebeskyttelse i CPR, bliver du automatisk også beskyttet mod, at oplysningerne udleveres fra CPR til brug i lokalvejvisere.
Hvis du ikke ønsker at have navne- og adressebeskyttelse i CPR, kan du i stedet få registret, at dit navn og adresse ikke må udleveres fra CPR til brug i lokalvejviserne.
Digital Fuldmagt: Hvis du skal hjælpe en anden
Hvis du gerne vil hjælpe en anden med at oprette og afmelde navne- og adressebeskyttelse, kan du anmode om Digital Fuldmagt.
Hvis du vil klage
Hvis du vil klage over en afgørelse, som en kommune har truffet efter CPR-loven, kan dette ske til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Klagen skal ske skriftligt til den kommune, som har truffet afgørelsen, og inden 4 uger fra det tidspunkt, du har fået meddelelse om afgørelsen.
Lovgivning
Læs også
Afmeld person fra din adresse
Ønsker du at afmelde en eller flere personer fra din adresse, skal du sende de nødvendige oplysninger til folkeregistret.
Hvis du kender personen i forvejen, kan du med fordel selv bede personen om at flytte adresse. Det går oftest hurtigere, end hvis folkeregistret skal tage sig af sagen.
Bopælsattet
Hvis du har brug for at dokumentere, at du har været registreret på din nuværende eller tidligere adresser i en bestemt periode, kan du bestille en bopælsattest.
Adresseforespørgsel
Ønsker du oplysninger om en persons nuværende adresse, kan du sende en forespørgsel.
Du skal have mindst to af følgende oplysninger på personen:
- Fulde navn.
- Tidligere adresse.
- Fødselsdato eller personnummer.
Antal personer på adresse
Hvis du er i tvivl om, om der er registreret for mange på din adresse, kan du som ejer eller lejer få oplyst hvor mange der er tilmeldt på din adresse.
Robinsonlisten
Må virksomheder sende salgsreklamer og ringe til mig privat?
En virksomhed må godt sende:
- breve og salgsreklamer direkte til din adresse med dit navn på, hvis du ikke er tilmeldt Robinsonlisten – brug selvbetjeningen 'Tilmeld eller afmeld beskyttelse mod direkte markedsføring (Robinsonlisten)'
- reklamer uden navn på og ugeaviser, hvis du ikke har tilmeldt dig Nej tak til reklamer-ordningen – tilmeld dig hos FK-distribution
En virksomhed må ikke sende spam.
Reklamer – Nej tak
Ordningen "Reklamer – Nej tak" giver dig mulighed for at undgå reklamer uden navn samt ugeaviser i din postkasse.
Du kan vælge mellem 2 forskellige klistermærker, alt efter hvor omfattende dit ”Nej tak” skal være:
- 'Reklamer – Nej tak'-mærket betyder, at du ikke vil få adresseløse forsendelser. Du får fortsat lokale ugeaviser, aftenskolekataloger og lignende materiale.
- 'Reklamer og gratis aviser – Nej tak'-mærket betyder, at du hverken får adresseløse forsendelser, lokale ugeaviser eller andet materiale, fx aftenskolekataloger og lignende.
Du tilmelder din adresse på FK Distributions hjemmeside, hvor du også kan læse mere om nej tak-ordningen.
- Tilmelding til Nej tak til reklamer-ordningen hos FK Distribution
- Forbrugerombudsmanden om nej tak-ordningerne
Telefonsalg
Telefonsalg er som udgangspunkt forbudt i Danmark, medmindre du selv udtrykkeligt har bedt om at blive kontaktet.
I enkelte tilfælde må virksomheder ringe til dig, fx for at sælge et avisabonnement, bøger, forsikringer, abonnement på sygetransport. Vil du også undgå disse former for telefonsalg, kan du tilmelde dig Robinsonlisten.
Det er lovligt for analyseinstitutioner, fagforeninger, religiøse foreninger, velgørenhedsorganisationer m.fl. at ringe til dig, uden at du har givet samtykke til det. Det gælder også, selvom du er på Robinsonlisten.
Du skal selv gøre dit teleselskab opmærksom på det, hvis du ønsker hemmeligt telefonnummer for dig selv og dine børn. Det kan du fx gøre på dit teleselskabs hjemmeside. Hemmeligt nummer betyder, at telefonnummeret ikke står i telefonbogen, fx på 118.dk, eller krak.dk.
Hvad er Robinsonlisten?
Du kan undgå uopfordrede, nye adresserede salgsreklamer og telefonopkald fra sælgere, hvis du registrerer dig på Robinsonlisten, og registreringen er gratis.
Vær opmærksom på, at hvis du allerede har givet dit samtykke til, at de må kontakte dig, kan du ikke tilbagekalde det ved at blive registret på Robinsonlisten. Du skal i stedet kontakte virksomheden direkte og tilbagekalde dit samtykke.
For at blive registreret på Robinsonlisten, skal du bruge selvbetjeningsløsningen på denne side med navnet: Tilmeld eller afmeld beskyttelse mod direkte markedsføring (Robinsonlisten)
Ingen MitID
Du kan få hjælp i kommunens borgerservice. Husk at bestille tid.
Har du navne- og adressebeskyttelse, kan du ikke stå på Robinsonlisten
Hvis du allerede har tilmeldt dig navne- og adressebeskyttelse i Det Centrale Personregister (CPR), kan du ikke tilmelde dig Robinsonlisten. Det skyldes, at dit navn og adresse i så fald ikke vil forblive beskyttet.
Dog skal du være opmærksom på, at firmaer, der havde dit navn og adresse, inden din tilmelding, ikke får automatisk besked. Dem skal du selv kontakte.
Hvornår virker min tilmelding til Robinsonlisten?
Der kan gå op til 3 måneder, før din registrering på Robinsonlisten træder i kraft.
Det Centrale Personregister (CPR)
Hver 3. måned laver CPR en ny Robinsonliste.
Virksomheder
- Alle virksomheder har pligt til at undersøge, om du står på Robinsonlisten, før de uopfordret afsender adresserede salgsreklamer eller ringer til dig.
- De virksomheder, der abonnerer på oplysninger om dig fra CPR, får automatisk besked om, at du har markedsføringsbeskyttelse. Det gælder fx din bank og dit teleselskab.
Eksempler på undtagelser
- Firmaer, som du selv har oplyst navn og adresse til, fx i forbindelse med deltagelse i en konkurrence
- Analyseinstitutter og godgørende foreninger må stadig kontakte dig, selvom du er registreret på Robinsonlisten.
- Supermarkeder må uddele adresseløse reklamer, som fx tilbudsaviser. Der er forskellige Nej tak-ordninger, som du kan tilmelde dig.
- PostNord må uddele informationsmateriale til husstanden.
- Borgere og virksomheder kan få oplyst dit navn og din adresse fra CPR, medmindre du har tilmeldt dig navne- og adressebeskyttelse.
- Offentlige myndigheder samt virksomheder, som du skylder penge, kan kontakte dig.
- Borgere og virksomheder kan få oplyst dit telefonnummer fra dit teleselskab, medmindre du gør det opmærksom på, at du ikke ønsker det.
Se om du er tilmeldt Robinsonlisten i CPR
Med selvbetjeningen 'Se de oplysninger, der er registret om dig i CPR', kan du se, om du er tilmeldt Robinsonlisten, og dermed er beskyttet mod direkte markedsføring.
Se under punktet Beskyttelse. Her vil der ved Markedsføring stå 'JA' samt datoer for, hvornår du er blevet tilmeldt, og hvornår beskyttelsen udløber.
Hvordan bliver jeg slettet fra Robinsonlisten?
For at blive afmeldt, skal du bruge selvbetjeningsløsningen Tilmeld eller afmeld beskyttelse mod direkte markedsføring (Robinsonlisten).
Ingen MitID
Du kan få hjælp i kommunens borgerservice. Husk at bestille tid
Du skal selv registrere hemmeligt og udeladt telefonnummer hos dit teleselskab
Teleselskaberne har pligt til at videregive telefonnumre, navne og adresser.
Det betyder, at dit telefonnummer, navn og adresse kan søges frem i telefonbøgerne på nettet, fx 118.dk og krak.dk. Det gælder også, selvom du har navne- og adressebeskyttelse og er tilmeldt Robinsonlisten.
Du skal selv gøre dit teleselskab opmærksom på det, hvis du ønsker hemmeligt eller udeladt telefonnummer for dig selv og dine børn. Det kan du fx gøre på dit teleselskabs hjemmeside.
- Hemmeligt nummer betyder, at telefonnummeret ikke står i telefonbogen.
- Udeladt nummer betyder, at dit navn og din adresse ikke står i telefonbogen.
Tilmeldingen dækker enkeltpersoner på adressen
Tilmeldingen er personlig. Andre, som bor på samme adresse som dig, skal selv tilmelde sig Robinsonlisten.
Det er muligt at give eller modtage en digital fuldmagt.
Hvorfor hedder det Robinsonlisten?
Robinsonlisten er opkaldt efter Robinson Crusoe, som er en fiktiv person, der optræder i romanen Robinson Crusoe af Daniel Defoe. Han strander på en øde ø og lever isoleret.
Borgere, der har svært ved det digitale
Hvis du af forskellige grunde ikke kan bruge digitale selvbetjeninger, skal offentlige myndigheder tilbyde dig et alternativ.
De forskellige grunde kan være, at du:
- har et handicap eller en funktionsnedsættelse
- mangler digitale kompetencer, som gør, at du har svært ved det digitale
- tilhører en gruppe af socialt udsatte borgere
- har sprogvanskeligheder
- ikke kan få udstedt MitID, og MitID er påkrævet for at kunne bruge en selvbetjening.
Sådan gør du: Du henvender dig til den myndighed, du vil i kontakt med. Det kan være kommunen, regionen eller en statslig myndighed. Her fortæller de dig, hvordan du får flere oplysninger, og hvordan du kan ansøge på en anden måde.
Du skal kontakte den relevante myndighed, som kan oplyse, hvordan du ellers kan få oplysninger, ansøge eller andet.
Ønsker du at blive fritaget fra Digital Post?
Du kan blive fritaget fra at modtage Digital Post fra offentlige myndigheder. Det gør du ved at henvende dig til kommunen. Husk at bestille tid.
Fritagelse fra Digital Post medfører bl.a.:
- at du modtager post fra offentlige myndigheder som almindelig brevpost
- at du automatisk er fritaget fra kravet om at bruge mange af de obligatoriske offentlige selvbetjeninger, hvis du ønsker det. Hvis du ønsker at blive fritaget for Digital Post fra det offentlige, skal du henvende dig til kommunen.
Hvis du vil klage
Analyseinstitutioner, fagforeninger, religiøse foreninger, velgørenhedsorganisationer m.fl. må godt ringe til dig, selvom du er registreret på Robinsonlisten. Vil du også framelde dette, skal du kontakte de enkelte analyseinstitutter og foreninger og bede dem om at lade være med at kontakte dig.
Virksomheden må ikke tage betaling for at notere, at du ikke vil have flere henvendelser. Det skal gælde straks, uanset om du står på Robinsonlisten eller ej, og du kan klage til Forbrugerombudsmanden, hvis du alligevel får opkald fra virksomheden.
Hvis du vil klage til Forbrugerombudsmanden, kan det være nødvendigt, at du også sender en e-mail eller et brev til virksomheden, så du kan dokumentere, at du har frabedt dig reklamer og opkald.
Klage til Forbrugerombudsmanden
Du kan bruge Forbrugerombudsmandens online klage- og kontaktformular, hvad enten du ønsker at klage over en specifik markedsføringsaktivitet eller blot vil stille et spørgsmål om markedsføring.
Du skal logge på med MitID eller oprette en brugerkonto med din e-mailadresse. Herefter vil du blive ledt videre til en række spørgsmål. Hvis du ikke har mulighed for at benytte web-formularen, kan du få tilsendt en kopi af formularen ved at ringe til Forbrugerombudsmanden på tlf. 41 71 51 51.
Læs om Forbrugerombudsmandens kontakt- og klagemuligheder:
Læs på borger.dk om klagemuligheder for forbrugere