Du kan på denne side se styrelsesvedtægten for Byrådet, der gælder fra den 1. januar 2022.
Vedtægten er vedtaget af Byrådet den 29. september 2021.
Indledning; om Byrådets ledelse og styring af Skanderborg Kommune
Byrådet har det overordnede ansvar for ledelse og styring af Skanderborg Kommune.
Byrådet varetager sit ledelses- og styringsansvar i forhold til
- Aktiviteter blandt borgere, virksomheder, foreninger mv.
- Fysisk indretning og planlægning
- Standarder og kvalitet i Skanderborg Kommunes daglige samspil med borgere, virksomheder, foreninger mv. om sikring af velfærd
- Skanderborg Kommunes myndighedsfunktioner
Byrådet leder og styrer Skanderborg Kommune via
- en udviklingspolitik.
(planstrategi) - visioner og strategispor/strategiske mål på de forskellige politikområder.
(kommuneplan og politikker) - forandringer samt standarder og bevillinger for de enkelte politikområder og for den fysiske indretning / anlæg.
(budget, kvalitetsstandarder og lokalplaner)
Byrådets samlede ledelse og styring af Skanderborg Kommune varetages med bistand fra Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådets stående udvalg. Udvalgene har ansvaret for det politikformulerende og politikkontrollerende arbejde i forhold til Byrådets udviklingspolitik, kommuneplan og øvrige politikker, budgetter, standarder og lokalplaner.
I det politikformulerende og politikkontrollerende arbejde har udvalgene ansvaret for at tilrettelægge et samarbejde med relevante borgere, virksomheder, foreninger, lokalsamfund mv. Samarbejdet sikres først og fremmest via en løbende dialog med disse om de stående udvalgs opgaver, men i særlige tilfælde kan det også ske ved, at Byrådet etablerer et særligt opgaveudvalg, hvor borgere, virksomheder, foreninger mv. involveres i et direkte samarbejde med Byrådet om løsning af konkrete opgaver.
Særlige opgaveudvalg nedsættes af Byrådet i henhold til §17, stk. 4 i Lov om Kommunernes Styrelse – herefter benævnt ”styrelsesloven”.
Kapitel 1 - Styreformen
§1
Det er Byrådet, der træffer endelige beslutninger om udviklingspolitik (planstrategi), visioner og strategispor/strategiske mål (kommuneplan og politikker) samt om forandringer, standarder og bevillinger (budget og lokalplaner).
Stk. 2
Byrådets beslutninger om udviklingssstrategi, visioner og strategispor/strategiske mål samt om forandringer, standarder og bevillinger træffes efter indstilling fra Økonomiudvalget og de stående udvalg.
Stk. 3
Byrådet kan anvende særlige opgaveudvalg i samarbejdet med borgere, virksomheder, foreninger mv. om forberedelse af beslutninger om prioriterede emner i udviklingsstrategien, politikkerne og den fysiske planlægning.
Opgaveudvalgene nedsættes i henhold til styrelseslovens §17, stk. 4
Stk. 4
I henhold til §64b i styrelsesloven varetages den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender af Byrådet, jævnfør dog stk. 5
Stk. 5
Byrådet delegerer ansvaret for politikformulering og politikkontrol på en række af Byrådets politikområder til Økonomi- og Erhvervsudvalget – jævnfør kapitel 5 herunder.
Økonomi- og Erhvervsudvalget varetager herudover den umiddelbare forvaltning af
- de økonomiske og almindelige administrative forhold inden for samtlige kommunens administrationsområder – jævnfør styrelsesloven, §18, stk. 2
- kommunens kasse- og regnskabsvæsen og løn- og personaleforhold – jævnfør styrelsesloven, §18, stk. 3
- samordningen af kommunes planlægning – jævnfør styrelsesloven, §18, stk. 4
- forslag til kommunes årsbudget – jævnfør styrelsesloven, §37
- aflæggelse af årsregnskab – jævnfør styrelsesloven §45, stk. 1
- afgivelse af regnskab til revisionen – jævnfør styrelsesloven §45, stk. 2
Stk. 6
Byrådet delegerer ansvaret for politkformulering og politikkontrol på en række af Byrådets politikområder til de stående udvalg – jævnfør kapitel 6 herunder.
Kapitel 2 - Byrådet
§ 2
Kommunalbestyrelsen benævnes ”Byrådet”
Stk. 2
Byrådet i Skanderborg Kommune består af 29 medlemmer.
Stk. 3
Byrådet vælger en borgmester samt en første og anden viceborgmester, jfr. styrelseslovens § 6, stk. 2, stk. 4 og stk. 5.
§ 3
Byrådet er Skanderborg Kommunes øverste politiske beslutningsforum.
Stk. 2
Byrådet sikrer, at der udarbejdes en overordnet udviklingspolitik for hele kommunen. Udviklingspolitikken udarbejdes med henblik på,
- at formulere den overordnede vision for Skanderborg Kommune
- at fastlægge prioriterede strategispor/ strategiske mål for arbejdet med virkeliggørelse af visionen
- at virke som planstrategi i forhold til revision af kommuneplanen
Stk. 3
Det er Byrådet, der træffer de endelige beslutninger om udviklingspolitik, visioner og strategispor/strategiske mål (kommuneplan og politikker) samt om forandringer, standarder og bevillinger (budget og lokalplaner).
Stk. 4
Byrådets beslutninger om udviklingspolitik, politikker, planer og budget træffes efter indstilling fra Økonomi- og Erhvervsudvalget og de stående udvalg.
§ 4
De nærmere regler om forberedelse, indkaldelse og afholdelse af byrådets møder fastsættes i Byrådets forretningsorden (i det følgende benævnt forretningsordenen), jfr. styrelseslovens § 2, stk. 4.
§ 5
I overensstemmelse med styrelseslovens § 13 indføres Byrådets beslutninger i en beslutningsprotokol. Formålet med beslutningsprotokollen er at afgive dokumentation for indholdet af Byrådets beslutninger samt at angive, hvilke byrådsmedlemmer, der er ansvarlige for vedtagelsen af en beslutning.
Stk. 2
Beslutningsprotokollen underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet.
Stk. 3
I Skanderborg Kommune sondres der mellem to typer af sager i Byrådets arbejde:
- Sager, der forelægges til beslutning
- Sager, der forelægges til drøftelse og/eller til orientering
Stk. 4
Beslutningssager forelægges i henhold til den gældende kompetenceplan.
Stk. 5
Ethvert medlem, som har deltaget i mødet, og som stemmer imod det forslag, som vedtages, kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen.
Stk. 6
Ethvert medlem, som har deltaget i mødet, og som i forbindelse med en vedtagelse undlader at stemme, kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen.
Stk. 7
Medlemmer, der har fået noteret en afvigende mening i beslutningsprotokollen kan, ved sager, der skal fremsendes til en anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Det pågældende medlem kan ved sagens fremsendelse ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt.
Stk. 8
Drøftelses- og orienteringssager forelægges med henblik på, at Byrådet drøfter et konkret sagsforhold eller tildeles en konkret viden eller indsigt.
Stk. 9
I drøftelses- og orienteringssager markeres det i protokollen, at Byrådet har drøftet en sag / modtaget en orientering.
Ethvert medlem, som har deltaget i mødet, og som finder, at drøftelsen / orienteringen giver anledning til en opfølgende indsats, kan umiddelbart på mødet fremsætte beslutningsforslag herom.
Kapitel 3 - Borgmesteren
§ 6
De nærmere regler om borgmesterens opgaver i forbindelse med Byrådets møder fastsættes i Byrådets forretningsorden, jfr. styrelseslovens § 8, stk. 4 og § 30.
§ 7
Borgmesteren varetager de funktioner som øverste daglige leder af kommunens samlede administration, der fremgår af styrelseslovens kapitel IV. Borgmesterens ledelse er af overordnet karakter med ansvar overfor Byrådet.
Stk. 2
Borgmesteren sørger for, at der i sager, der hører under et udvalgs område, indhentes de nødvendige erklæringer fra udvalget, inden Byrådet træffer beslutning i sagen.
Stk. 3
Borgmesteren påser sagernes ekspedition, herunder at de ekspederes uden unødvendig forsinkelse. Borgmesteren kan af udvalgene og de ansatte forlange enhver oplysning om sager, der er underlagt dem, og om sagernes ekspedition.
§ 8
Borgmesteren sørger for, at ingen udgift afholdes eller indtægt oppebæres uden fornøden bevilling, og at udgifter og indtægter bogføres i overensstemmelse med de af Økonomi- og Indenrigsministeriet og Byrådet fastsatte regler. Finder borgmesteren, at en disposition ikke har haft bevillingsmæssig hjemmel, forelægges spørgsmålet for Byrådet.
Kapitel 4 - Udvalgene
§ 9
De stående udvalg og Økonomi- og Erhvervsudvalget har ansvar for politikformulering og politikkontrol inden for de områder, der efter kapitel 5 og kapitel 6 henhører under vedkommende udvalg.
Stk. 2
Udvalgene løser deres politikformulerende rolle ved at formulere forslag til visioner og strategier/strategiske mål (politikker) samt forslag til forandringer, standarder og bevillinger (budgetter og lokalplaner) inden for de områder, der hører under det enkelte udvalg.
Stk. 3
Udvalgene løser deres politikkontrollerende rolle ved at kontrollere, at Byrådets beslutninger omsættes og virkeliggøres. Det sker på basis af dialog og opfølgninger på politikkernes visioner og strategier samt på de forandringer, standarder og bevillinger, som er vedtaget via budgetter og planer.
Stk. 4
I udvalgenes politikformulerende og politikkontrollerende arbejde lægges der særlig vægt på dialog med borgere, virksomheder, foreninger mv.
Stk. 5
Udvalgenes politikkontrollerende arbejde indbefatter i øvrigt en løbende orientering fra og dialog med administrationen om udviklingen på de forskellige opgaveområder, om gennemførelsen af besluttede forandringer og om behandlingen af konkrete sager. Endvidere kan udvalgene aflægge institutionsbesøg som et led i det politikkontrollerende arbejde.
Drøftelser og orienteringer kan optages på dagsordenen på initiativ af udvalgsmedlemmer og på initiativ af administrationen.
§ 10
Hvis et udvalg agter at foretage dispositioner, der berører et andet udvalgs område, skal der inden iværksættelsen forhandles med dette udvalg, i fornødent omfang med inddragelse af Økonomi- og Erhvervsudvalget og borgmesteren, jfr. styrelseslovens § 18, stk. 2 og § 21, stk. 2 og § 31 a.
§ 11
I overensstemmelse med styrelseslovens § 20, stk. 3 føres en beslutningsprotokol for det enkelte udvalg. Formålet med beslutningsprotokollen er at afgive dokumentation for indholdet af udvalgets beslutninger samt at angive, hvilke udvalgsmedlemmer, der er ansvarlige for vedtagelsen af en beslutning.
Stk. 2
Beslutningsprotokollen underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet.
Stk. 3
I Skanderborg Kommune sondres der mellem to typer af sager i udvalgenes arbejde:
- Sager, der forelægges til beslutning
- Sager, der forelægges til drøftelse og/eller til orientering
Stk. 4
Beslutningssager forelægges i henhold til den gældende kompetenceplan.
Stk. 5
Ethvert medlem, som har deltaget i mødet, og som stemmer imod det forslag, som vedtages, kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen.
Stk. 6
Ethvert medlem, som har deltaget i mødet, og som i forbindelse med en vedtagelse undlader at stemme, kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen.
Stk. 7
Medlemmer, der har fået noteret en afvigende mening i beslutningsprotokollen kan, ved sager, der skal fremsendes til en anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Det pågældende medlem kan ved sagens fremsendelse ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt.
Stk. 8
Drøftelses- og orienteringssager forelægges med henblik på at udvalget drøfter et konkret sagsforhold eller tildeles en konkret viden eller indsigt.
Stk. 9
I drøftelses- og orienteringssager markeres det i protokollen, at udvalget har drøftet en sag / modtaget en orientering.
Ethvert medlem, som har deltaget i mødet, og som finder, at drøftelsen / orienteringen giver anledning til en opfølgende indsats, kan umiddelbart på mødet fremsætte beslutningsforslag herom.
Kapitel 5 - Økonomi- og Erhvervsudvalget
§ 12
Økonomi- og Erhvervsudvalget består af borgmesteren, der er formand for udvalget, samt 8 af Byrådets øvrige medlemmer.
Stk. 2
Udvalget varetager anliggender, der er underlagt udvalget i medfør af styrelseslovens § 18 og kapitel V om kommunens økonomiske forvaltning, og forestår kontrol af budget- og bevillingsforhold, af planforhold samt af løn- og personaleforhold for kommunens ansatte.
§ 13
Bevillingsmyndigheden er hos Byrådet, jfr. styrelseslovens § 40, stk. 2.
Stk. 2
Økonomi- og Erhvervsudvalget fører tilsyn med
- at forvaltningen af økonomiske midler sker i overensstemmelse med Byrådets beslutninger og i øvrigt på forsvarlig måde
- at forvaltningen af kommunens kasser og kommunens regnskabsføring er forsvarlig
- at de på årsbudgettet meddelte bevillinger og rådighedsbeløb samt de ved særlig beslutning bevilgede beløb ikke overskrides uden Byrådets samtykke
- at kommunens planlægning samordnes
- løn- og personaleforhold for kommunens ansatte
Stk. 3
Enhver tillægsbevilling skal angive, hvorledes den bevilgede udgift skal finansieres jfr. styrelseslovens § 40, stk. 3.
Stk. 4
Økonomi- og Erhvervsudvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om indretningen af kommunens kasse- og regnskabsvæsen, jfr. styrelseslovens § 42, stk. 7.
§ 14
Økonomi- og Erhvervsudvalget fastsætter retningslinjer for
- Indberetninger fra den kommunale administration med henblik på udvalgets udøvelse af budget- og bevillingskontrol
- Forsikring af kommunens værdier
- Samordning af kommunens indkøbsfunktioner
- Overordnede anvendelsesformål og principper for kommunale ejendomme
- Forvaltning af lån, leasing mm
- Behandling af løn- og personaleforhold
§ 15
Økonomi- og Erhvervsudvalget iværksætter større planmæssige tiltag, fastlægger de fælles planforudsætninger og bistår de stående udvalg med tilvejebringelse af det nødvendige grundlag for udvalgenes planlægningsopgaver. Det betyder,
- at udvalget fastsætter generelle forskrifter for planernes tilvejebringelse
- at udvalgets godkendelse vedrørende iværksættelse af større planlægningsmæssige tiltag skal indhentes forud for igangsætning af planarbejdet
- at udvalget drager omsorg for udarbejdelse af økonomiske konsekvensvurderinger af de udarbejdede planforslag og foretager indstilling til Byrådet om planforslagene
- at udvalgets erklæring indhentes om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, inden sagen forelægges Byrådet til beslutning, jfr. styrelseslovens § 18, stk. 4
§ 16
Ud over foran nævnte oplistning i §§ 12-16 varetager Økonomi- og Erhvervsudvalget på Byrådets vegne den politikformulerende og politikkontrollerende funktion på følgende af de fastlagte politikområder:
(Numrene henviser til politikområdernes nummerering i Skanderborg Kommunes Politikerhåndbog)
1. Demokrati
- Overordnede principper for ledelse og styring af Skanderborg Kommune
- Kommissioner, råd og nævn
- Vederlag til byrådsmedlemmer mv.
2. Personale
- Løn- og personaleforhold
- Arbejdsmiljø
- MED-aftale
3. Økonomi
- Budget og regnskab
- Regelsæt for økonomisk decentralisering og standarder for aftale- og kontraktstyring
- Indkøb og udbud
- Forsikringer
- Lån og leasingaftaler
5. Udviklingsstrategi, kommuneplan og lokalplanlægning
- Byrådets Udviklingspolitik (planstrategi)
- Kommuneplan
11. Erhverv, turisme, regionalt og internationalt samarbejde
- Samarbejde med ErhvervSkanderborg om erhvervsservice til virksomheder, herunder også inden for turisme og detailhandel
- Tiltrækning af arbejdskraft
- Samarbejde med Region Midtjylland/Business Region Aarhus/Erhvervshus Midtjylland m.fl. om regional udvikling
- Samarbejde med Bruxelleskontoret om EU-programmer, støtteordninger mv.
18. Administration
- Skanderborg Kommunes administrative organisering
- Digitalisering
- Kommunikation
- Tilsyn med støttet boligbyggeri og samarbejde med almene boligselskaber
- Arkivering
19. Kommunale ejendomme
- Køb, salg, leje og pantsætning af fast ejendom
- Kommunale bygninger – anlæg
- Kommunale bygninger/arealer – vedligeholdelse
- Kommunale bygninger – energibesparende foranstaltninger
21. Beredskab
- Beredskabsplanlægning
Kapitel 6 - Byrådets stående udvalg
§ 17
Der nedsættes følgende 5 stående udvalg:
- Børne- og Ungdomsudvalget
- Sundheds- og Omsorgsudvalget
- Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget
- Arbejdsmarkedsudvalget
- Klima-, Miljø- og Planudvalget
Børne- og Ungdomsudvalget
§ 18
Børne- og Ungdomsudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2
Børne- og Ungdomsudvalget varetager på Byrådets vegne den politikformulerende og politikkontrollerende funktion på følgende af de fastlagte politikområder:
(Numrene henviser til politikområdernes nummerering i Skanderborg Kommunes Politikerhåndbog)
6. Sundhedsfremme og forebyggelse
- Sundhedspleje
- Tandpleje
- Samarbejde mellem skoler, socialvæsen og politi (SSP)
12. Dagtilbud for 0-6-årige
- Dagtilbud og dagpleje inklusive selvejende institutioner
- Integrerede institutioner
13. Undervisning og fritidspasning
- Skoler
- Skolefritidsordninger
- Specialundervisning
- Specialinstitutioner for børn og unge
- Klubber, herunder fritids- og ungdomsklubber inklusive selvejende institutioner
- Ungdomsskole
14. Børn og unge med særlige behov
- Børn med særlige behov
- Børn med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse
Sundheds- og Omsorgsudvalget
§ 19
Sundheds- og Omsorgsudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2
Sundheds- og Omsorgsudvalget varetager på Byrådets vegne den politikformulerende og politikkontrollerende funktion på følgende af de fastlagte politikområder:
(Numrene henviser til politikområdernes nummerering i Skanderborg Kommunes Politikerhåndbog)
6. Sundhedsfremme og forebyggelse
- Generel sundhedsfremme og forebyggelse
- Genoptræning – indsatsen efter sundhedsloven
- Opgaver inden for sundhedssektoren – generelt samarbejde med regionen og almen praksis
- Medfinansiering af de regionale udgifter til sundhedsvæsnet
- Hjemmesygepleje
- Vederlagsfri fysioterapi
- Hospice
15. Omsorg
- Hjælpemidler
- Hjemmepleje for ældre
- Plejecentre/-boliger for ældre – inklusive selvejende institutioner
- Træning/genoptræning – indsatsen efter serviceloven
- Madordning for ældre
16. Borgere med fysisk og/eller psykisk handicap
- Voksne med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse
- Dag- og døgninstitutioner for voksne (for borgere uden tilknytning til arbejdsmarkedet)
- Socialpsykiatri (for borgere uden tilknytning til arbejdsmarkedet)
- Botilbud og bostøtte (for borgere uden tilknytning til arbejdsmarkedet)
- STU – særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (for borgere uden tilknytning til arbejdsmarkedet)
Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget
§ 20
Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2
Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget varetager på Byrådets vegne den politikformulerende og politikkontrollerende funktion på følgende af de fastlagte politikområder:
(Numrene henviser til politikområdernes nummerering i Skanderborg Kommunes Politikerhåndbog)
6. Sundhedsfremme og forebyggelse
- Frivilligt socialt arbejde og øvrige sociale formål
17. Kultur og Fritid
- Museer
- Teater og biografer
- Musikskoler og andre musikaktiviteter
- Biblioteker
- Fritid
- Selvorganiseret idræt og andre aktiviteter
- Folkeoplysning
- Idræt og sport, herunder idrætsanlæg
- Kulturinstitutioner
- Attraktioner og oplevelser – herunder events og større arrangementer på kulturområdet
- Landdistriktsudvikling
Arbejdsmarkedsudvalget
§ 21
Arbejdsmarkedsudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2
Arbejdsmarkedsudvalget varetager på Byrådets vegne den politikformulerende og politikkontrollerende funktion på følgende af de fastlagte politikområder:
(Numrene henviser til politikområdernes nummerering i Skanderborg Kommunes Politikerhåndbog)
6. Sundhedsfremme og forebyggelse
- Rusmiddelbehandling af voksne – indsatsen efter social- og sundhedslovgivningen
- Krisecentre og forsorgshjem
7. Integration
- Integrationsindsats
- Integrationsydelse
- Integrationsgrunduddannelse
8. Borgerservice
- Folkeregister
- Vielser
- Sygesikring
- Boligstøtte
- Personlige tillæg
- Borgerserviceopgaver – herunder pas, kørekort og forskudsskat
18. Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsforhold
- Den regionale og lokale beskæftigelse
- Stategiske uddannelses- og rekrutteringsmæssige udfordringer
- Arbejdsanvisning og –formidling, herunder udvidet erhvervsservice
- Beskæftigelsesordninger og –indsats
- Arbejdsløshedsdagpenge og midlertidige ydelser
- Seniorjob
- Løntilskud
- Flexjob og ledighedsydelse
- Skånejob
- Sygedagpenge
- Revalidering og for revalidering
- Kontanthjælp – jobparate og aktivitetsparate
- Førtidspension
- Personlige tillæg
- Ungdommens Uddannelsesvejledning
- Forberedende grunduddannelse (FGU)
- Dag- og døgninstitutioner for voksne (for borgere med tilknytning til arbejdsmarkedet)
- Socialpsykiatri (for borgere med tilknytning til arbejdsmarkedet)
- Botilbud og bostøtte (for borgere med tilknytning til arbejdsmarkedet)
- STU – særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (for borgere med tilknytning til arbejdsmarkedet)
- Uddannelse – åbenlyst uddannelsesparate og uddannelsesparate
- Ressourceforløb
- Jobafklaringsforløb
- Koordineret UngeIndsats (KUI) for 15-29-årige
- Virksomhedsrettet indsats
Klima-, Miljø- og Planudvalget
§ 22
Klima-, Miljø- og Planudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2
Klima-, Miljø- og Planudvalget varetager på Byrådets vegne den politikformulerende og politikkontrollerende funktion på følgende af de fastlagte politikområder:
(Numrene henviser til politikområdernes nummerering i Skanderborg Kommunes Politikerhåndbog)
4. Klima og energi
- Forsyning (myndighed/planlægning)
- Renovation – herunder bortskaffelse af olie og kemikalieaffald
- Strategisk energiplanlægning
- Klimaplanlægning
- CO2-regnskab
5. Udviklingsstrategi, kommuneplan og lokalplaner
- Lokalplanlægning efter Økonomiudvalgets retningslinjer og erklæringer afgivet i henhold til §15 i Skanderborg Kommunes styrelsesvedtægt
9. Natur og miljø
- Naturfremme og -beskyttelse
- Miljøbeskyttelse
- Vandløb
- Grønne områder
10. Veje og trafik
- Veje
- Kollektiv trafik – herunder hyre-, rute- og fragtbilkørsel
- Trafiksikkerhed
Kapitel 7 - Opgaveudvalg, jfr. styrelseslovens § 17, stk. 4
§23
Byrådet kan nedsætte særlige opgaveudvalg til løsning af konkrete opgaver med politikformulering eller politikkontrol. De særlige opgaveudvalg nedsættes i henhold til §17, stk. 4 i styrelsesloven og med sigte på at samarbejde med borgere, virksomheder, foreninger mv. om udviklingen af politikker, strategier og standarder i Skanderborg Kommune.
Stk. 2
Byrådet godkender kommissorium for opgaveudvalgene – i den forbindelse udpeger Byrådet medlemmerne af udvalget.
Stk. 3
Opgaveudvalgene sammensættes således, at der altid er minimum 3 medlemmer, der er udpeget blandt Byrådets medlemmer.
Stk. 4
Byrådet udpeger formanden for de særlige opgaveudvalg. Formanden udpeges blandt de byrådsmedlemmer, der er medlemmer af udvalget.
Kapitel 8 - Borgerrådgiver
§ 24
Der etableres en borgerrådgiverfunktion, som henhører direkte under Byrådet.
Stk. 2
Borgerrådgiverfunktionen skal styrke dialogen mellem borgerne og Skanderborg Kommune samt tilbyde råd og vejledning til borgerne inden for de af Byrådet fastsatte rammer herfor. Borgerrådgiverfunktionen skal endvidere sikre, at borgernes anmodninger om råd og vejledning anvendes konstruktivt til forbedringer af Skanderborg Kommunes sagsbehandling og borgerbetjening.
Kapitel 9 - Vederlag m.v.
§ 25
Borgmesteren vederlægges i forhold til indbyggertallet i kommunen i henhold til gældende lovgrundlag, aktuelt Bekendtgørelse nr. 1769 af 27. december 2018 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv som ændret ved bekendtgørelse nr. 1416 af 24. september 2020, i det følgende benævnt ”Bekendtgørelsen”.
Stk. 2
Første viceborgmester oppebærer et vederlag, der udgør 7,5 procent af borgmesterens vederlag jfr. Bekendtgørelsens § 12, stk. 1.
Stk. 3
Anden viceborgmester oppebærer et vederlag, der udgør 2,5 procent af borgmesterens vederlag, jfr. Bekendtgørelsens § 12, stk. 1.
§ 26
Summen af udvalgsvederlag* udgør i alt 155 procent af borgmesterens vederlag, hvormed summen af vederlag til formænd og næstformænd i udvalgene** højest kan udgøre 160 procent af borgmesterens vederlag, jfr. bekendtgørelsens §7, stk. 4.
*Udvalgsvederlag kan ydes for medlemskab af økonomiudvalg, stående udvalg, særlige udvalg nedsat i medfør af styrelseslovens §17, stk. 4 samt til de medlemmer af Børn- og Ungeudvalget, der er udpeget af Byrådet.
**Vederlag til formænd og næstformænd kan ydes til formænd og næstformænd for Økonomiudvalget og stående udvalg, formanden for Børn- og ungeudvalget, formanden for Folkeoplysningsudvalget samt formænd og næstformænd for særlige udvalg nedsat i medfør af styrelseslovens §17, stk. 4.
§ 27
Formanden for
- Børne- og Ungdomsudvalget
- Sundheds- og Omsorgsudvalget
- Klima-, Miljø- og Planudvalget
- Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget
- Arbejdsmarkedsudvalget
oppebærer hver et vederlag, som udgør 21 procent af borgmesterens vederlag jfr. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.
Stk. 2
Næstformanden for
- Økonomi- og Erhvervsudvalget
- Børne og Ungdomsudvalget
- Sundheds- og Omsorgsudvalget
- Kultur-, Fritids og Idrætsudvalget
- Arbejdsmarkedsudvalget og
- Klima-, Miljø- og Planudvalget
oppebærer hver et vederlag, som udgør 6 procent af borgmesterens vederlag jfr. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.
Stk. 3
Formanden for Børn- og Ungeudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 10 procent af borgmesterens vederlag jfr. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.
Stk. 4
Formanden for Folkeoplysningsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 5 procent af borgmesterens vederlag jfr. bekendtgørelsens §7, stk. 2.
Stk. 5
Efter konkret beslutning herom kan der ydes vederlag til formænd, næstformænd og medlemmer af de opgaveudvalg, som nedsættes i medfør af §23 i denne styrelsesvedtægt.
§ 28
Når et medlem af et stående udvalg på grund af formandens sygdom, ferie eller fravær af anden årsag af udvalget er konstitueret som formand i en periode på mindst 2 uger, eller en næstformand, der på grund af formandens fravær fungerer som formand for et udvalg i en periode på mindst 2 uger, oppebærer vedkommende i funktionsperioden vederlag efter samme regler som formanden, jfr. ovenfor i § 28, stk. 1 – 4 og jfr. bekendtgørelsens § 10, 1. pkt.
Stk. 2
Funktionsvederlag kan højest oppebæres i en uafbrudt periode på 9 måneder jfr. bekendtgørelsens § 10, 2. pkt.
Kapitel 10 - Vedtagelse af styrelsesvedtægten og ændringer heraf
§ 29
Forslag til vedtægten og forslag til ændringer i vedtægten skal undergives to behandlinger i Byrådet med mindst 6 dages mellemrum, jfr. styrelseslovens § 2, stk. 2.
Stk. 2
Statsforvaltningen skal underrettes om vedtagelsen af styrelsesvedtægten og vedtægtsændringer jfr. styrelseslovens § 2, stk. 3, 2. punktum.
Kapitel 11 - Ikrafttrædelse
§ 30
Denne vedtægt træder i kraft den 1. januar 2022.