Igangsætningen af foroffentlighedsfasen blev besluttet af Økonomiudvalget den 16. juni 2021 under pkt. nr. 163 på Økonomiudvalgets dagsorden.
Foroffentlighedsfasen løber fra den 22. juli 2021 til og med 26. august 2021.
Baggrund for foroffentlighedsfasen
Den 27. februar 2020 brændte Hotel Julsø. Ejerne af hotellet ønsker at opføre et nyt Hotel Julsø med restaurant og hotelfunktioner. Endvidere ønskes den eksisterende bolig på ejendommen ændret til hotelværelser.
Den nye planlægning for området
Intentionen er at skabe en nutidig fortolkning af et traktørsted i kombination med et moderne hotel. Det er et ønske, at skabe tydeligt slægtskab mellem den bevarede boligfløj og det nye bygningsanlæg. På den politiske dagsorden findes der eksempler på, hvordan projektet kan se ud. Økonomiudvalget besluttede, ”at der arbejdes videre med det arkitektoniske udtryk, som er repræsenteret ved skitsematerialet fra E+N ARKITEKTUR A/S, og at dette projekt indgår i en forhøring efter planlovens § 23c”.
Du kan se skitseprojektet længere ned på siden.
Eksisterende planlægning for området
Der er ikke eksisterende planlægning i området i dag.
Redegørelseskortet herunder viser,hvilket område, der er omfattet af projektet:
Formålet med at indkalde idéer og forslag
Planlovens hensigt med en foroffentlighedsfase er, at naboer, brugere og andre borgere og foreninger skal have mulighed for at bidrage med deres forslag og idéer med henblik på at forbedre vidensniveauet og dermed plangrundlaget.
Byrådet ønsker derfor at høre fra alle, der måtte have idéer og forslag til den kommende planlægningsproces.
Det kan eksempelvis være:
- Hvordan kan nyt byggeri tilpasses det omgivende landskab?
- Oplevelsen ved ankomsten til Himmelbjerget.
- Trafikafvikling.
- Den rekreative anvendelse.
- Har du andre idéer og bemærkninger?
Høringssvar
Du kan indsende idéer og forslag til planlægningen via linket til høringsportalen, som du finder i den grønne boks herover til højre.
Du kan også sende brev til:
Plan, Teknik og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg
Høringssvaret skal være Skanderborg Kommune i hænde senest den 26. august 2021.
Indkomne idéer og forslag vil indgå i Byrådets videre arbejde om, hvorvidt planlægningen skal igangsættes.
Borgermøde
Skanderborg Kommune inviterer til tidlig dialog om genopførelsen af nyt Hotel Julsø.
Kom derfor til borgermøde på Himmelbjerggaarden den 12. august kl. 19.00-20.30.
Tilmelding
For at deltage i mødet, er det nødvendigt at du tilmelder dig. Det kan du gøre via Skanderborg.NemTilmeld - senest den 11. august kl. 12.00.
Klik her for at tilmelde dig borgermødet
På mødet vil du kunne høre gruppen bag udviklingen af et nyt Hotel Julsø fortælle om tankerne bag projektet. Du vil have mulighed for at komme i dialog med udviklergruppen og give dit input til projektet, herunder udseende, oplevelsen ved ankomsten til Himmelbjerget, trafikafvikling, den rekreative anvendelse m.v.
Efter mødet samles input med administrationens tekniske vurderinger samt status på dialog med andre myndigheder i en samlet sag til økonomiudvalget, der så har mulighed for, på et bredt grundlag, at tage stilling til sagens videre retning.