Skanderborg-virksomheden Uniplus A/S sælger brugt it til virksomheder og institutioner. Det er både en god forretning og godt for den grønne omstilling.
En brugt computer fra Uniplus koster under det halve af en tilsvarende ny model. Det kan flere og flere virksomheder og institutioner se fidusen i – enten fordi det gavner it-budgettet, eller fordi det pynter på de grønne målsætninger.
- Rigtig mange virksomheder har fået øjnene op for at købe brugt it. Man sparer både nogle penge, man får noget teknologi, der helt sikkert kører, og så gør man samtidig noget godt for klimaet, siger Jørgen Schjønning, der er administrerende direktør i Uniplus.
Da han, sammen med Jeppe Eeg Petersen, startede virksomheden i 2007, var det egentlig ikke for at gavne klimaet. Men det bæredygtige aspekt i at forlænge it-produkters levetid har de seneste år fået en større betydning både for dem selv og for deres kunder.
- Vi kan mærke på en del af vores kunder, at det bæredygtige begynder at fylde mere. Nogle har endda rent strategisk valgt, at en vis del af deres indkøb skal være genbrug, siger Jørgen Schønning.
Genbrug med en økonomisk besparelse
Samtidig med at interessen for grøn omstilling er steget, er Uniplus’ omsætning også vokset. I dag er de syv fuldtidsansatte og omsætter for ”et pænt tocifret millionbeløb”, hvoraf knap halvdelen kommer fra salget af brugt it. Og ifølge Jørgen Schjønning er efterspørgslen stadigt stigende.
Men selvom øget fokus på bæredygtighed gavner virksomheder som Uniplus, der giver brugte ting et nyt liv, er pris og kvalitet stadig i mange tilfælde det afgørende.
- Virksomheder har altid en økonomisk tankegang. Mange vil gerne genbruge, men der skal også være en økonomisk besparelse. Og så skal kvaliteten være i top, siger Jørgen Schjønning.
Selvom Uniplus sælger computere, der har været i brug før, mener Jørgen Schjønning ikke, at kvaliteten fejler noget. Faktisk sker det oftere, at der er fejl på de helt nye maskiner end på dem, som Uniplus sælger brugt. Det skyldes, at de fleste fejl opstår allerførste gang, man tænder en computer. Når man køber maskinen brugt, er der en god chance for, at eventuelle fejl er opfanget af Uniplus’ teknikere.
- Vores folk, der går og tester og gør maskinerne klar, er de allervigtigste. Hvis maskinerne ikke virker eller har den kvalitet, vi har lovet, vil kunderne ikke købe brugt igen.
93.999 ton
Så meget elektronikaffald blev der smidt ud i Danmark i 2019. Det svarer til cirka 16,2 kilo pr. dansker og er en stigning på 22 procent fra året før. Over halvdelen af elektronikaffaldet i Danmark ender på forbrændingen og bliver dermed ikke genanvendt.