Kaffefiltre, vatrondeller og bagepapir. Tre eksempler på hverdagsting, som du og jeg bruger jævnligt. Og tre eksempler på varer, vi ikke længere behøver smide ud efter brug. I dag findes alle tingene nemlig i genanvendelige varianter med lang levetid. De skubber blidt til en brug-og-smid-væk-kultur, som er usund for vores klima. Og så kan du købe dem lige ude i Virring, hvor Tina Ingerslev driver Den Grønne Shop.
Det er halvandet år siden, Tina åbnede sin webshop med bæredygtige produkter til alle hjørner af hjemmet. I dag har hun faste kunder fra Bornholm og fra Nordjylland. Men sjovt nok er der endnu ikke mange lokale, der lægger varer fra ”Den Grønne” i indkøbskurven.
- Jeg tror simpelthen bare, at mange ikke ved, der findes bæredygtige alternativer til helt almindelige hverdagsting. Eller måske tænker man, at det er noget, der hører storbyens butikker til. Men der er sket noget med online-salget under Corona, og flere og flere finder da også vej til Den Grønne, siger Tina, der dagligt pakker varer til levering eller afhentning. I øvrigt i papkasser nede fra den lokale købmand, som alligevel skulle smides ud.
Let at vælge bæredygtigt
Alt fra sæbebær til silikoneforme og shampoo i fast form, der holder længere og sparer plastikflasken væk, ryger afsted i pakkerne. Og selvom sortimentet er bredt, har alle varerne én ting til fælles: De vil gøre det lettere for forbrugeren at tage et klimavenligt valg.
- Helt fra jeg var barn har jeg lært, at man skal passe godt på tingene og godt på naturen. Det er en naturlig del af mig. Og det er den vinkel, alle mine varer har. Jeg vil gerne vise, at klima også kan være nemt at gå til. Nemmere end de store dagsordener, som nogle gange kan være helt uoverskuelige, siger Tina, der har testet alle varerne i webshoppen selv.
Bagepapiret, der kan genbruges op til 2.000 gange. Kaffefilteret i rustfrit stål, der kan vaskes og bruges igen. Og serien af silikonelåg, der kan strækkes til alle tænkelige former og størrelser og sikre holdbarhed på middagsrester eller den halve melon.
- De låg er fantastiske. Du kan ikke slide dem op, og sammen med bivokspapiret har de faktisk helt fjernet vores forbrug af stanniol og husholdningsfilm herhjemme, siger Tina.
Levedygtig lækkerhed
Levedygtighed er en afgørende faktor i Den Grønnes sortiment. Tingene skal virke og holde til daglig brug, men kvaliteten er ikke det eneste parameter, som Tina har for øje, når hun fylder hylderne i sin virtuelle købmandsforretning:
- Bæredygtighed må også gerne være lækkert og æstetisk. Det behøver ikke være kedelige uldsokker det hele. Man kan få mange virkelig flotte ting, der er lavet af genbrugsmaterialer. Den her pude er for eksempel lavet af plastikflasker, som ellers bare var gået op i røg på forbrændingen, siger Tina og viser en fløjlsblød rosafarvet pude fra hendes eget sofahjørne frem.
Puden er i øvrigt en af de varer, der forsvinder hurtigst fra de digitale hylder i Den Grønne Shop.
61 millioner ton
Så meget CO2 er Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk beregnet til at være om året. Det svarer til, at hver enkelt dansker udleder 11 ton CO2. Det forbrugsbaserede klimaaftryk er udtryk for den udledning, forbruget af varer og tjenesteydelser i Danmark medfører.