Virksomheden SERUMONY i Skanderborg er begyndt at producere og sælge deres egne spritdispensere i Danmark. Bæredygtighed har været – og er fortsat – en helt afgørende faktor i produktudviklingen.
Håndsprit er sandsynligvis kommet for at blive, og det samme er forhåbentlig omtanke for klima og miljø. SERUMONY forsøger efter bedste evne at forene de to ting i deres produktionslokaler i Skanderborg, hvor de producerer spritdispensere på den mest bæredygtige måde, de kan.
I SERUMONY betyder bæredygtighed både, at et produkt kan holde længe, og at materialerne, som produktet er lavet af, helst skal være genanvendt og kunne genanvendes igen. Derudover forsøger de at vælge leverandører, der ligger så tæt som muligt på Skanderborg for at undgå det CO2-aftryk, der følger med en meget lang transport. SERUMONYs spritdispensere består af dele, der alle er produceret med mest mulig omtanke for klima og miljø. For eksempel er al plasten i dispenseren genbrugsplast, og overvægten af komponenterne i maskinen er leveret af samarbejdspartnere i lokalområdet. Måske ser dispenseren anderledes ud om et år. Det er nemlig en del af SERUMONYs strategi løbende at gennemgå produktet for at undersøge, om det kan gøres endnu mere bæredygtigt. Lige nu er der for eksempel nogle miljøproblemer forbundet med produktionen af det batteri, som sidder i dispenseren. Men lige så snart, der findes en bedre løsning, som også er til at betale, bliver batteriet skiftet ud.
SERUMONY efterspørger aktivt klima- og miljøvenlige løsninger, når de vælger leverandører, og dermed påvirker de også andre virksomheder til at tænke i bæredygtige baner. På den måde skaber de ringe i vandet og øget grøn innovation.
6 ud af 9
Så mange af SERUMONYs leverandører er fra lokalområdet, nærmere bestemt Hylke, Hammel, Skanderborg, Hørning, Hovedgård og Horsens.