Skanderborg Spildevand A/S søger om udledningstilladelse til overløbsbygværk OV70 og tilhørende udløbspunkt RA1.6 med udledning til tilløb til Sommerbækken.
Overløbsbygværket og udløb RA1.6 er etableret i 1965. Den gældende udledningstilladelse (forventet meddelt af daværende Aarhus Amt eller via en landvæsenskommissionskendelse) er bortkommet, hvorfor der ansøges om en fornyet udledningstilladelse.
Afgørelse
Skanderborg Kommune har givet tilladelse til udledningen efter Miljøbeskyttelseslovens § 28, til udledning af opspædet spildevand til et tilløb til Sommerbækken.
Baggrund for tilladelsen
Overløb fra et overløbsbygværk er en sikkerhedsventil i de kloakrør, der både fører regnvand og spildevand (fælleskloak). Når det regner meget kraftigt, strømmer mere vand i kloakken, end der er plads til.
Overløbsbygværket sikrer, at en mindre del af dette vand løber over under kontrollerede forhold. Alternativet kan være, at vandet presser sig op gennem kloakdæksler til terræn eller oversvømmer kældre i lavtliggende områder.
Det vand, som løber over og videre ud i et vandløb, er regnvand opblandet med lidt spildevand. Fast materiale i spildevandet bliver samlet op i en rist, så hverken toiletpapir eller andre flydestoffer flyder rundt efter et overløb.
Du kan klage over tilladelsen
Klagefrist: 31. december 2021.