Supplerende høring af udkast til §25-tilladelse
Dette er en supplerende høring.
Et udkast til § 25-tilladelsen har tidligere været i høring sammen med forslag til lokalplan 1198 for Solcellepark ved Østerskovvej, Låsby, kommuneplantillæg 21-17 og miljøvurdering af planerne og projektet.
Hvorfor reviderer vi §25-tilladelsen?
På baggrund af høringssvar til § 25-tilladelsen har Skanderborg Kommune udarbejdet et revideret forslag til § 25-tilladelse, som sendes i 14 dages supplerende høring.
Forslag til Lokalplan og Kommueplantillæg er ikke i fornyet høring
Forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg sendes ikke i fornyet høring, da de ændringer, administrationen vil anbefale byrådet at foretage i planerne på baggrund af høringssvarene, vurderes at være mindre ændringer, som ikke kræver fornyet høring.
Tidsplan og proces
Det er planen, at den politiske endelige vedtagelse af lokalplan, kommuneplantillæg, miljøvurdering og revideret § 25-tilladelse skal behandles samlet i foråret 2024.
Høringssvarene til planforslagene fra den offentlige høring i august-november 2023 vil indgå i den politiske behandling af planernes endelige vedtagelse.
Høringsperiode
Høringsperioden løber fra den 26. januar til og med den 11. februar 2024.
Høringsmaterialet kan i høringsperioden ses her på Skanderborg Kommunes hjemmeside på høringsportalen.
Høringsmaterialet
Nederst på denne side kan du se de dokumenter, der er relevante for den supplerende høring.
Send dit høringssvar
Du kan sende dit høringssvar her, eller
på brev til Plan, Teknik og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg.
Høringssvaret skal være Skanderborg Kommune i hænde senest den 11. februar 2024.
Om høringssvar
Du skal være opmærksom på, at alle høringssvar, herunder navn og adresse, fremgår af de offentligt tilgængelige dagsordner for udvalgs- og byrådsmøderne.
Beskyttede navne og adresser offentliggøres ikke.
Når høringsperioden er udløbet, behandler vi alle indkomne høringssvar, og du vil efterfølgende blive orienteret om den afgørelse byrådet træffer.
Udkast til § 25-tilladelse (tidligere VVM-tilladelse)
Materiale fra bygherre
Skanderborg Kommune har modtaget en projektansøgning fra KS Obton Solenergi Laasby A/S om etablering af en solcellepark.
Projektområdet omfatter et område på ca. 59 ha i det åbne land ca. 800 m øst for Låsby og ca. 1,6 km vest for Galten.
Bygherre har anmodet om, at solcelleprojektet gennemføres på grundlag af en tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 (tidligere VVM-tilladelse).
Det har Skanderborg Kommune.imødekommet.
Første udkast af §25-tilladelse
Skanderborg Kommune har udarbejdet et udkast til § 25-tilladelse med udgangspunkt i en miljøvurdering af projektet.
I tilladelsen stilles bl.a. en række vilkår, som skal overholdes i forbindelse med etableringen og driften af solcelleanlægget.
Efter en offentlig høring i efteråret 2023 har kommunen på baggrund af høringssvarene besluttet at tilrette udkastet til tilladelsen, som sendes i supplerende høring.
Det reviderede udkast til §25-tilladelse
I den reviderede tilladelse er der i forhold til det første udkast til tilladelse bl.a. tilføjet et vilkår nr. 3 om vigelommer langs Østerskovvej (kommunevej).
Der er lavet omformuleringer af vilkår nr. 18 og 25 om afgivelse af grundvandsskadelige stoffer og overvågning af brud på solpanelernes glasflader.
Og der er sket en uddybning af begrundelser for vilkårene i tilladelsen.
Miljøvurdering – samlet miljørapport og miljøkonsekvensrapport
Bygherre har anmodet om, at der udarbejdes en miljøkonsekvensrapport for projektet og en tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 (tidl. VVM-tilladelse).
Det har Skanderborg Kommune imødekommet, da projektet vurderes at medføre risiko for væsentlige miljøpåvirkninger, og derfor er omfattet af krav om miljøkonsekvensvurdering, jf. miljøvurderingsloven.
Miljøkonsekvensvurderingen af projektet er skrevet sammen med miljøvurderingen af lokalplan 1198 og kommuneplantillæg 21-17 til ét samlet dokument:
Miljøvurdering af solcelleanlæg ved Østerskov.
Det fremgår af miljørapporten, hvilke temaer der er vurderet for projektet og hvilke, der er vurderet for planerne.
Solcelleanlægget skal ifølge § 25-tilladelsens vilkår nr. 1 opstilles i overensstemmelse med de miljømæssige og fysiske rammer, som fremgår af miljøvurderingen.
Miljøvurderingen indeholder bl.a. en detaljeret projektbeskrivelse, som bygherre skal opføre anlægget i overensstemmelse med.
Desuden er der miljøvurderet en række miljøtemaer.
Hvis miljøpåvirkningerne er væsentlige, foreslås afværgeforanstaltninger i miljøvurderingen.
Disse afværgeforanstaltninger er indarbejdet i § 25-tilladelsen.
Miljøvurderingen har været fremlagt i offentlig høring sammen med planforslagene og udkastet til § 25-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 32, stk. 3, nr. 3 og § 35, stk. 3, nr. 3 i efteråret 2023.
Det reviderede udkast til § 25-tilladelse sendes i supplerende offentlig høring sammen med miljøvurderingen jf. miljøvurderingslovens § 35, stk. 4, nr. 4.