Ansøgning fra Skanderborg Forsyning
Skanderborg Forsyning a/s har søgt Skanderborg Kommune om tilladelse til omlægning af en delstrækning på 170 meter af Skanderup bæk mellem Vroldvej og P.B. Lundsvej.
Området skal anvendes til at tilbageholde regnvand ved større regnhændelser, så Skanderup bæk kan håndtere en 100- årshændelse, samtidig med at der skabes et rekreativt grønt område.
Skanderupbækken vil blive bugtet, og der vil blive udlagt sten og grus, så den får et mere naturligt forløb gennem området.
Baggrund
Reguleringen af vandløbet skal udføres i forbindelse med et klimatilpasningsprojekt, der skal mindske risikoen for oversvømmelser langs med vandløbet, der løber gennem den centrale del af Skanderborg.
Projektet omfatter både genslyngning af vandløbet, og etablering af velfungerende regnvandsbassiner, der kan rense og forsinke overfladevand inden udledning til Skanderup bæk.
Området ses på kortet herover. Vandløbet slynges igennem området mellem de to regnvandsbassiner.
Område og ejerforhold
Reguleringen omfatter matriklerne 126o, 45c og 45aa Skanderborg Markjorder.
Førstnævnte matrikel er ejet af Skanderborg Forsyning, mens de to andre ejet af Skanderborg Kommune.
Skanderupbækken er et mindre kommunalt vandløb, der er primær recipient for afvanding af veje og flere kloakoplande i Skanderborg.
Områderne langs med Skanderupbækken har i perioder med ekstrem regn problemer med opstuvning af vand på terræn.
Skanderborg Forsyning A/S har i samarbejde med Skanderborg Kommune udarbejdet et risikokort, som viser, at fremtidige store regnskyl kan medføre større risiko for oversvømmelser i områderne omkring Skanderupbækken i Skanderborg.
Klimatilpasningsprojekt
Der skal derfor gennemføres et klimatilpasningsprojekt i områderne langs med bækken for håndtering af overfladevand.
Projektområdet omfatter hele Skanderupbækken, men denne regulering omhandler en 175 meter strækning af Skanderupbækken øst for Vroldvej i et område der kaldes Wegeners eng.
Kommende tiltag
Samtidig med klimaprojektet planlægger Skanderborg Forsyning blandt andet at separatkloakere områder langs Skanderupbækken, hvilket vil reducere regnbetingede overløb fra fælleskloak til vandløbet væsentligt.
Der etableres nye bassiner og eksisterende bassiner opgraderes så rensningen af overfladevandet forbedres.
Desuden mindskes den hydrauliske belastning, da udledning til bækken fra bassinerne sker gennem vandbremser, så vandet udledes langsomt.
Vandløbet vil blive genslynget og der udlægges grus og sten i bunden, hvormed de fysiske forhold og vandmiljøet i Skanderupbækken vil blive forbedret.
Vandløbet vil blive etableret med en smal V-formet bund, hvilket skal give en vis strømhastighed, også ved lave vandføringer.
Tidsplan
Ændringerne af vandløbet forventes udført i 2024-2025.
Lovgrundlag
Reguleringer af vandløb er omfattet af vandløbslovens bestemmelser.
Efter lovens § 17 må vandløb kun reguleres efter vandløbsmyndighedens godkendelse.
Ved regulering af et vandløb forstås ændring af vandløbets skikkelse, herunder vandløbets forløb, bredde, bundkote og skråningsanlæg.
Du kan fremsætte indsigelser mod reguleringen
Skanderborg Kommune ønsker at fremme reguleringen, og derfor offentliggøres denne meddelelse om projektet.
Du kan komme med indsigelser indenfor en frist på 4 uger.
Indsigelsesfristen udløber den 2. maj 2024.
Du kan sende dine indsigelser til
Mailadressen: overfladevand@skanderborg.dk
eller til Skanderborg Kommune, Natur- og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg.
Vil du vide mere?
Hvis du har brug for flere oplysninger, kan du henvende dig til Skanderborg Kommune, Natur og Miljø på e-mailadressen: overfladevand@skanderborg.dk eller tlf. 87947000.