Skanderborg Kommunes Klimaplan fylder 1 år. Der er meget at råbe hurra for – men også plads til flere kræfter i den grønne omstilling.
Listen med initiativer er opdateret fredag den 28. juni kl. 9.30
For et år siden vedtog Byrådet Klimaplanen ”Fælles om et klima i balance – Klimaplan for Skanderborg Kommune 2023-2050”.
Med 68 konkrete klimatiltag udviklet sammen med borgere, virksomheder og lokalsamfund er der siden stillet skarpt på den grønne omstilling i hele kommunen.
- Delresultaterne er gode, men vi er langt fra i mål, siger formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, Claus Leick og fortsætter:
- Der er brug for, at endnu flere tager del i den grønne omstilling. Det er fortsat vores forbrug, som sætter det største aftryk her i kommunen. Trenden med at genbruge og reparere er i gang, men den skal udbredes endnu mere. Der er virkelig meget at hente, hvis vi dropper ”køb og smid-væk-kulturen” og får et mere bæredygtigt forbrug.
Det seneste år er der blandt andet sket følgende:
- Fjernvarme er udrullet i Stjær, Storring og Skovby – som afløser for naturgassen.
- Der arbejdes med lokale varmeløsninger eksempelvis termonet i en række landsbyer, for at udfase naturgas og oliefyr.
- Bybusserne blevet el-drevne.
- Elbilerne har fået 74 offentlige ladestandere til rådighed.
- Første solcelleparkprojekt er godkendt, og en borgerinvolverende proces for de næste projekter er vedtaget. Her kan lokale borgere være med til at designe nye solcelleparker og vindmølleområder. Til gengæld bliver der penge til lokalsamfundet, når overskuddet høstes.
- Indvielse af supercykelstien ved Rodelundvej og etablering af flere almindelige cykelstier.
- To store lavbundsområder (marker, der udleder CO2) ved Hvolbækken og Lyngbygaards Å undersøges, om de kan tilbageføres til natur.
- Flere lokale landbrug har fået klimaregnskab.
- Lokale virksomheder har fået viden, værktøjer og netværk til at styrke arbejdet med grøn omstilling.
- Klimakaravanen har inspireret til mindre forbrug i dagligdagen.
- Renosyd har gennemført projekt ”Mere Natur – Mindre Affald” og opført 33 kvashegn, der tilsammen strækker sig over 1.100 m.
- Smukfest har lavet initiativer omkring affald og øget genbrug.
- Kommunen går forrest med bæredygtige indkøb, elbiler, udfasning af olie- og gasfyr på kommunale institutioner, grønne køkkener, høje bæredygtige byggestandarder og klimatilpasning.
- …og meget mere.