Du kan læse sagsfremstillingen under dagsordenspunkt nr. 77 her: Referat af byrådsmødet den 18. december 2024
Høringsperioden løber fra den 13. januar 2025 til den 24. februar 2025.
Du kan sende dit høringssvar her: Høringspostkasse vedr. Friplejehjem i Hårby
eller på brev til Plan, Teknik og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg. Høringssvaret skal være Skanderborg Kommune i hænde senest den 24. februar 2025.
Du skal være opmærksom på, at alle høringssvar herunder navn og adresse, fremgår af de offentligt tilgængelige dagsordner for udvalgs- og byrådsmøderne. Beskyttede navne og adresser offentliggøres ikke.
Når høringsperioden er udløbet, behandler vi alle indkomne høringssvar, og du vil efterfølgende blive orienteret om den afgørelse Byrådet træffer.
Tidlig dialog
Forud for beslutningen om at fremlægge planforslaget i høring, blev der afholdt et tidligt dialogmøde den 9. november 2023, med en efterfølgende høringsperiode fra den 26. oktober 2023 til og med 7. december 2023. Høringsperioden var samtidig foroffentlighed efter Planlovens § 23c.
Byrådet takker for de mange kvalificerede input både på mødet og i de indsendte høringssvar, som har indgået i det efterfølgende arbejde. Ofte er der modsatrettede interesser på spil, og det er ikke altid muligt at imødekomme alle hensyn.
Det fremlagte planforslag afspejler den afvejning af interesser, som Byrådet indtil videre har ønsket.
Forslag til Lokalplan nr. 1204 - Friplejehjem i Hårby
Forslaget indeholder et friplejehjem på ca. 3.000 m² med 30 boliger, fællesarealer, parkering, bassin til regnvandshåndtering og interne stiforbindelser. Bygningen placeres centralt på grunden og kan opføres i maksimalt én etage og 6 meters højde.
Arealet skråner med ca. 4 meter over en strækning i en skrå linje på ca. 175 meter. Den ønskede bygningsform er langstrakt og bebyggelsen placeres på grunden, hvor det vurderes, at der vil være mindst mulig terrænregulering.
For at parkeringsanlægget ikke skal medføre støj, udover Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser ved naboejendomme, er adgangsvej og parkeringsanlæg placeret på den sydlige del af grunden hvilket er i overensstemmelse med borgerønsker indkommet i foroffentlighedsfasen.
Lokalplanen indeholder regnvandsløsninger i form af et bassin som forsinker udledningen og regnvandslavninger/grøftebassiner der ved 100 års hændelser tilbageholder regnvand på grunden, svarende til den øgede afstrømning, befæstelse på grunden medfører.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af lokale aktørers ønske om et friplejehjem i Hårby.
Du kan se planforslagne her: https://skanderborg.viewer.dkplan.niras.dk/plan/20#/lokalplanid/585
Er du fritaget for e-Boks, men ønsker planforslagene tilsendt, kan du kontakte os på telefon 87947171 eller 87947733.
Forslag til Kommuneplantillæg nr. 21-27
Forslaget udlægger en offentlig kommuneplanramme til døgninstitutioner, herunder plejehjem og friplejehjem, hvortil en mindre del af den eksisterende boligramme LB.19.B.01 overføres. Endvidere ophæves en mindre del af Kommuneplanramme LB.19.B.01.
Lokalplanforslagets retsvirkninger
Ifølge Planloven gælder det, at ejendomme der er omfattet af et lokalplanforslag, ikke inden forslaget er endeligt vedtaget af Byrådet, må udnyttes og ændres på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan. Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil.
Kommuneplantillæggets retsvirkninger
Ifølge Lov om Planlægning kan Byrådet inden for byzone modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
Inden for byzoner og sommerhusområder kan Byrådet modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelserne i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.
Miljøscreening
Der er i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) gennemført en screening for miljøvurdering af forslag til Lokalplan nr. 1204 og forslag til Kommuneplantillæg nr. 21-27
Screeningsresultatet indgår som bilag til lokalplanforslaget, og det har ikke givet anledning til, at der skal udarbejdes en miljøvurdering af planforslagene.
Du kan klage over afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering
Klagefristen er 10. februar 2025.