Fremlæggelse og indsigelser
Projektforslaget er fremlagt i 2 uger i perioden 7. juni til 21. juni.
Derefter bliver projektet godkendt, medmindre der kommer væsentlige høringssvar, som giver anledning til handling.
Indsigelsesfrist
Hvis du har indsigelser/bemærkninger til forslaget, skal du sende dem til
groenomstilling@skanderborg.dk
så de er kommunen i hænde senest den 21. juni.
Formål og beskrivelse af projektet
For at sikre en pålidelig og mere fleksibel varmeproduktion og blive bedre rustet mod fremtidige prisudsving, ønsker Rye Kraftvarmeværk en egentlig fusion med Ry Varmeværk.
Projektet omfatter:
- Nedlæggelse af Rye Kraftvarmeværk A.m.b.a. i forbindelse med en fusion med Ry Varmeværk A.m.b.a. Samtidig ophører Rye Kraftvarmeværks forsyningspligt som varmeleverandør. Forsyningspligten overtages af det fortsættende selskab Ry Varmeværk, som dermed overtager Rye Kraftvarmeværks nuværende forsyningsområde.
- Etablering af en transmissionsledning mellem de to værker i hhv. Ry og Gl. Rye.
- Etablering af transmissionspumpeanlæg ved begge værker.
Der lægges en transmissionsledning imellem de to byer, og eksisterende produktionskapacitet hos Ry Varmeværk kan udnyttes i samspil med eksisterende produktionskapacitet på Rye Kraftvarmeværk (RKV) til at levere varme til de eksisterende forbrugere i Gl. Rye.
Reference-situation
Projektet er blevet sammenholdt med en reference-situation, hvor RKVs eksisterende produktionskapacitet uden en transmissionsledning indgår.
I referencesituationen indgår dog investering i en luft-vand varmepumpe til grundlast, samt en elkedel til spidslast for at udfase brugen af naturgas i 2030 i referencesituationen.
Dette gøres for at sammenligne en fusion med et relevant alternativ.
Gennemførelse af projektforslaget bevirker disse forhold i forhold til reference-situationen:
- En brugerøkonomisk fordel for de eksisterende forbrugere hos RKV
- En selskabsøkonomisk fordel for begge værker ved en fusion
- En samfundsøkonomisk fordel
- En CO2 besparelse
- En reduktion i naturgasforbruget
- En mere robust og forsyningssikker varmeforsyning.
Fordele og godkendelse
Rye Kraftvarmeværk og Ry Varmeværk ser derfor væsentlige fordele ved gennemførelse af projektet.
Projektet er godkendt på de to værkers generalforsamlinger i foråret 2023.
Ry Varmeværk og Rye Kraftvarmeværk forsyner i dag hhv. ca. 2.900 og 300 forbrugere, og producerer hhv. ca. 62.500 MWh og ca. 11.000 MWh pr. år.
Overensstemmelse med Strategisk Varmeplan
Projektet er i overensstemmelse med målsætning i Skanderborg Kommunes Strategiske Varmeplan om 100% vedvarende og bæredygtig energi med høj ressourceudnyttelse og forsyningssikkerhed i varmeforsyningen i 2030.
Projektet passer også ind i to af varmeplanens strategispor, hhv. ”Fjernvarmeområder skal bindes sammen” og ”Brændselsfri varmeproduktion”.
Økonomi
Projektet har en investering på 30,4 mio. kr. mod referencen på 17,6 mio. kr. Forskellen tjenes hjem ved lavere omkostninger til brændselskøb og administration.
De nuværende forbrugere i Gl. Rye vil i maksimalt 8 år pålægges et gældsudligningsbidrag, hvorefter forbrugerne i Gl. Rye får samme takster som i Ry.
Gældsudligningsbidraget vil i overgangsordningen (de 8 år) være lavere end den nuværende forskel i varmepris ml. Gl. Rye og Ry, så forbrugerne i Gl. Rye allerede fra dag et får en lavere pris.
Selskabsøkonomisk vil projektet have en positiv nutidsværdi på ca. 9,4 mio. kr. regnet over 20 år. Den selskabsøkonomiske projektfordel resulterer i en gennemsnitlig varmeproduktionspris, der er ca. 4,4 % lavere end i referencesituationen, når afskrivninger af investeringen medregnes. Dette forventes både at komme forbrugerne i Gl. Rye og Ry til gode.
Samfundsøkonomisk er projektet 3,7 mio. kr. bedre end referencen regnet over en 20-års periode. Projektet viser også bedst samfundsøkonomi ved følsomhedsberegninger på 20% højere investering og 20 % ændringer i brændselspris. Dermed kan projektet ifølge Varmeforsyningsloven godkendes.
Ledning
Ledningen placeres fra Rye Kraftvarmeværk langs Emborgvej og Hejnæsvej, krydser Gudenåen syd for Holmens camping, hvorfra den vil fortsætte via marker og veje til Ry Varmeværk.
Ledningen bliver VVM-screenet sideløbende.
Gennemførelse af projektet vil forudsætte at alle lovbestemte godkendelser
Har du brug for flere oplysninger?
Du kan se Klima-, Miljø- og Planudvalgets behandling af projektforslaget under punkt 96 her
Spørgsmål kan rettes til Susanne Skårup, tlf. 8794 7176.