Tebstrup bæk har udløb i Tebstrup sø, og herfra er der afløb til et vandløb, der har udløb i Horsens Fjord.
Høring / mulighed for indsigelse
Restaureringer af vandløb er omfattet af vandløbslovens bestemmelser.
Efter vandløbslovens § 37 kan vandløbsmyndigheden beslutte, at der gennemføres restaureringsforanstaltninger for at forbedre de fysiske forhold i og omkring vandløb, herunder genopretning af vandløbs naturlige løb og fjernelse af fysiske spærringer for vandgennemstrømningen.
Skanderborg Kommune ønsker at fremme restaureringen, og derfor offentliggøres dette forslag til projektet.
Efter Bekendtgørelse om vandløbsregulering og restaurering mv. skal der offentliggøres et forslag til projektet med en indsigelsesfrist på 8 uger inden endelig godkendelse.
Fristen for indsigelse udløber den 1. september 2023.
Evt. indsigelser skal indsendes på e-mail til:
eller til Skanderborg Kommune, Natur- og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg
Baggrund for restaureringen
Der er i øjeblikket en spærring i form af et styrt på ca. 1 meter over en betonkant i det regnvandsbassin, hvor vandløbet løber igennem.
Det betyder, at fisk kun kan komme ca. 130 meter op i vandløbet fra Tebstrup sø. Spærringen er registreret i Vandområdeplan 2021-2027 (spærring AAR-01149), hvilket betyder, at der er krav om, at den skal fjernes, så der igen kan blive skabt kontinuitet i vandløbet.
Skanderborg Kommune vil med restaureringen fjerne spærringen og give vandløbet et løft på de nederste 275 meter ned mod Tebstrup sø ved at genslynge vandløbet og udlægge sten og grus.
Med genslyngningen får den restaurerede strækning en længde på ca. 320 meter.
Vandløbet har i dag et kanaliseret forløb på det meste af strækningen, og der mangler variation i form slyng, sten, grus og vekslende vanddybder. Mere variation vil give flere levesteder for forskellige arter af smådyr, som danner fødegrundlag for fiskene.
Vandløbsprojektet er sammenfattet herunder
Vandløbets målsætning i vandområdeplan 2021-2027: ”God økologisk tilstand”. Der er målopfyldelse hvad angår smådyr (DVFI 5 i 2014), men der er ikke målopfyldelse for fisk. Tilstanden for de øvrige kvalitetselementer er ukendt.
Hensigten med restaureringen: At skabe bedre forhold for fisk og smådyr og dermed opnå målopfyldelse. Spærringen i regnvandsbassinet fjernes, så der igen bliver skabt kontinuitet og mere fald i vandløbet.
Forundersøgelser: Vandløbet er blevet besigtiget flere gange, og der er foretaget opmåling af bundkoter, med henblik på at kunne fastlægge det nye trace og bundkoter. De private lodsejere er kontaktet.
Afstrømningsmæssige og afvandingsmæssige konsekvenser af restaureringen: Det vil blive sikret at projektet ikke får negative afstrømningsmæssige eller afvandingsmæssige konsekvenser. Vandløbet vil blive udført med mindst samme vandføringsevne som i dag, og hvis der er drænledninger der løber ud i bækken på strækningen, vil disse blive ført ud i det omlagte vandløb, så afvandingsevnen på de tilstødende arealer ikke forringes. Vi har dog ikke oplysninger om dræn, da der ikke foreligger drænplaner for området. Vandløbet anlægges med væsentlig større fald, hvilket giver en højere strømhastighed, og dermed et bedre flow og bedre afvanding.
Vandføringsevne og skikkelse: Vandløbets eksakte vandføringsevne er ikke kendt. Det er et mindre vandløb, der har en bundbredde på blot 0,5 - 1 m. Det ligger på strækningen ovenfor regnvandsbassinet forholdsvis terrænnært med en dybde i forhold til terrænet på 0,5 - 1 meter. Nedstrøms bassinet ligger vandløbet dybere, fra 1 - 2 meter under terræn, med aftagende dybde fra Overby skovvej i retning ned mod Tebstrup sø. Vandløbet vil blive udført med mindre stejle brinker end i dag, og vil som sagt få mindst samme vandføringsevne.
Foranstaltninger: Vandløbet føres uden om regnvandsbassinet, så der ikke længere er en spærring, der bremser for optræk af fisk. Det styrt på ca. 1 meter der er i dag, udnyttes til at skabe mere fald på hele den restaurerede strækning. Det nye fald vurderes at komme til at variere mellem 5-7 ‰, som giver en væsentlig højere strømhastighed end i dag, hvor faldet er ca. 2-2,8 ‰. Vandløbet genslynges på strækningen, og der udlægges grus og sten i forskellige størrelse, for at skabe levesteder for fisk, vandløbsinsekter og andre smådyr. Der etableres 5-7 gydebanker af ca. 10 meters længde. Der etableres desuden høller med henblik på at skabe standpladser for fisk. Brinkerne udføres med mere flade anlæg end i dag, så vandløbet får et mere naturligt udtryk, og bedre sammenhæng med omgivelserne.
Samlet set bliver der skabt mere variation, som giver flere levesteder for forskellige arter af vandløbsinsekter som f.eks. slørvinger, vårfluer, døgnfluer og mange andre, som danner fødegrundlag for fiskene.
Tidsplan: Projektet forventes udført sidst på året i 2023.
Kortskitse
Den strækning, der planlægges restaureret, er skitseret på kortet herunder:
Flere oplysninger
Hvis du har brug for flere oplysninger, kan du henvende dig til Skanderborg Kommune, Natur og Miljø:
- Mail: overfladevand@skanderborg.dk
- Telefon: 8794 7000