Økonomiudvalget har på deres møde den 25. august 2021 besluttet at indkalde idéer og forslag forud for mulig planlægning for etablering af solcellepark ved Rye Nørreskov, Ry. Se punkt nr. 205 på dagsordenen.
Foroffentlighedsfasen afholdes jf. Planlovens § 23c, og løber fra den 20. september 2021 til og med 7. oktober 2021.
Hvorfor foroffentlighed
Planlovens hensigt med en foroffentlighedsfase er, at naboer, brugere og andre borgere og foreninger skal have mulighed for at bidrage med deres forslag og idéer med henblik på at forbedre vidensniveauet og dermed plangrundlaget, inden planlægningen igangsættes.
Først når foroffentlighedsfasen er afsluttet, vil Økonomiudvalget tage stilling til, om planlægningen skal igangsættes.
Baggrund for foroffentlighedsfasen
Copenhagen Green Energy A/S har på vegne af to grundejere ansøgt om et projekt på ca. 72 ha, fordelt på to adskilte arealer. Det vestligste areal ligger på nordsiden af Rodelundvej umiddelbart øst for Gl. Rye. Det østligste areal ligger på begge sider af Rodelundvej i en afstand af ca. 700 meter fra Ry og umiddelbart nord for Gl. Rye.
Send dine idéer og forslag
Klik på 'Online høringssvar' i det grønne felt ovenfor til højre,
eller send som post til:
Plan, Teknik og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg
Høringssvaret skal være Skanderborg Kommune i hænde senest den 7. oktober 2021.
Hvad sker der med dit høringssvar?
Du skal være opmærksom på, at alle høringssvar inklusiv navn og adresse, fremgår af de offentligt tilgængelige dagsordner for udvalgs- og byrådsmøderne. Beskyttede navne og adresser offentliggøres ikke.
Indkomne idéer og forslag vil indgå i Byrådets videre arbejde om, hvorvidt planlægningen skal igangsættes.
Borgermøde – Tidlig dialog
Skanderborg Kommune inviterer til tidlig dialog om projektet i høringsperioden.
Torsdag den 23. september ved Rye Nørreskov, Ry kl. 16-17.
Mødet afvikles der, hvor solcellerne ønskes placeret, så det er muligt at tage omgivelserne i betragtning samtidig.
Tag tøj på efter vejrforholdene, da der vil være begrænset mulighed for at søge læ.
Af hensyn til forplejning og mødets logistiske afvikling, beder vi dig om at tilmelde dig mødet herunder:
Du vil så modtage nærmere information om muligheder for parkering inden mødestart.