Beskrivelse af projektet
Afløbsledningen fra et vandhul på matrikel 8a i Firgårde ønskes omlagt, da ledningen i dag har et uhensigtsmæssigt forløb ind gennem det nye boligområde ved Sandemandsvænget, og bl.a. ligger i skel mellem to private haver.
Vandløbet er nedenfor boligområdet rørlagt ned gennem golfbanen til rundkørslen ved Skanderborgvej/Knudhulevej.
Herfra er vandløbet ført videre til Siim mose, hvorfra det løber igennem boligområder i Ry til udløbet i Ry Møllesø.
Reguleringen udføres af Kildebjerg Ry a/s.
Ejerforhold
Det rørlagte vandløb er et privat vandløb. Det er på den berørte strækning ikke omfattet af naturbeskyttelseslovens §3, og er ikke målsat jf. vandområdeplanerne.
Projektet berører matriklerne nr. 7000l, 6p, 25a, 7000m og 8a Firgårde By, Dover.
Vurdering
Ledningens vandføringsevne ændres ikke ved omlægningen, da dimension (ø 160 mm) og fald ikke ændres.
Omlægning vil derfor ikke have negativ konsekvens for afledning af vand i området.
Projektområde
Projektområdet er vist på nedenstående kort. Det nye tracé er vist med stiplet linje, og eksisterende tracé med fuldt optrukket blå linje.
Indsigelse
Skanderborg Kommune ønsker at fremme godkendelse af reguleringen, og derfor offentliggøres denne meddelelse om projektet.
Efter Bekendtgørelse om vandløbsregulering og restaurering mv. skal der offentliggøres en meddelelse om projektet med en indsigelsesfrist på 4 uger inden endelig godkendelse.
Fristen for indsigelse udløber 4. juli 2022.
Evt. indsigelser skal indsendes på e-mail til: overfladevand@skanderborg.dk eller til Skanderborg Kommune, Vand og Natur, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg
Lovgivning
Omlægningen betragtes som en regulering af vandløb, der er omfattet af vandløbslovens bestemmelser.
Vandløbslovens bestemmelser finder også anvendelse på rørledninger og dræn.
Efter vandløbslovens § 17 må vandløb kun reguleres efter vandløbsmyndighedens bestemmelse.
Ved regulering af et vandløb forstås ændring af vandløbets skikkelse, herunder vandløbets forløb, bredde, bundkote og skråningsanlæg.
Flere oplysninger
Du kan få flere oplysninger ved henvendelse til Skanderborg Kommune, Natur og Miljø på e-mailadressen: overfladevand@skanderborg.dk eller tlf. 87947000.