Tilladelsen meddeles efter Miljøbeskyttelseslovens §28, jf. §13 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1317 af 04/12/2019 om spildevandstilladelser m.v. efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 & 4.
Vi har i tilladelsen stillet vilkår, der skal sikre, at fedtholdigt spildevand fra virksomheden bliver ledt til offentlig kloak på en måde, som ikke belaster systemet og renseanlægget
Klage over afgørelsen
Afgørelsen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af
- ansøger,
- enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald,
- Sundhedsstyrelsen samt
- visse lokale og landsdækkende foreninger, der har natur og miljø som hovedformål, jf. §§98–100 i Miljøbeskyttelsesloven.
Du klager via Klageportalen
Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen, i dette tilfælde Skanderborg Kommune.
Anmodningen skal sendes til Skanderborg Kommune, så vidt muligt elektronisk, til virksomhed@skanderborg.dk eller til adressen Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg. Vi videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Hvad koster det?
Privatpersoner skal betale et gebyr på 900 kr. for at klage og virksomheder og organisationer skal betale et gebyr på 1.800 kr. for at klage.
Indgives flere klager over samme afgørelse, opkræves der et gebyr for hver selvstændig klageskrivelse. Hvis flere klageberettigede indgiver en samlet klage, betales ét klagegebyr. Hvis blot en af klagerne er en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed opkræves gebyrsatsen gældende for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
Klagegebyr opkræves af Nævnenes Hus. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel eller ved giroindbetaling.
Gebyr skal indbetales inden for en fastsat frist. Hvis gebyret ikke indbetales inden udløbet af fristen, afvises klagen.
Gebyret bliver tilbagebetalt, hvis klagen bliver afvist fordi klagefristen er overskredet, klager ikke er klageberettiget eller Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen. Gebyret tilbagebetales også, hvis klagesagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves, eller hvis klager får helt eller delvist medhold i klagen. Hvis den eneste ændring af den påklagede afgørelse er forlængelse af en frist for at efterkomme afgørelsen som følge af den tid, der er medgået til at behandle sagen i Miljø- og Fødevareklagenævnet, tilbagebetales gebyret dog ikke, hvis klager trækker klagen tilbage, mens sagen er under behandling i nævnet, vil gebyret som udgangspunkt også blive betalt tilbage. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan dog beslutte, at gebyret ikke tilbagebetales, hvis klagen trækkes tilbage på et tidspunkt, hvor nævnet allerede har foretaget en stor del af sagsbehandlingen.
Klagefrist – hvornår skal en klage være indgivet?
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Hvis afgørelsen er offentlig annonceret starter klagefristen 4 uger fra afgørelsen er annonceret.
Afgørelsen er annonceret den 7. juli 2021 her på Skanderborg Kommunes hjemmeside.
Afgørelsen annonceres endvidere i Uge-Bladet.
En eventuel klage skal derfor være indgivet senest den 5. juli 2021.
Domstolsbehandling
Hvis afgørelsen ønskes prøvet ved domstole, skal et eventuelt søgsmål iflg. Miljøbeskyttelseslovens §101 være anlagt senest 6 måneder efter, at afgørelsen er offentligt annonceret – eller hvis sagen påklages - inden 6 måneder efter, at en endelig afgørelse foreligger.