Skanderborg Kommune har fra Skanderborg-Hørning Fjernvarme modtaget ovennævnte projektforslag iht. Varmeforsyningsloven.
Godkendelse
Varmeprojektet bliver hermed godkendt efter Varmeforsyningsloven.
Det har baggrund i at:
- Projektet har bedre samfundsøkonomi sammenholdt med alternativerne. Dermed kan det ifølge Projektbekendtgørelsens §6 godkendes.
- Der ikke er indkommet væsentlige høringssvar, som ikke kan imødekommes.
Gennemførelse af projektet vil forudsætte alle lovbestemte godkendelser. Herunder godkendelse ift. Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Politisk behandling
Varmeprojektet har været politisk behandlet af Skanderborg Kommunes Klima-, Miljø- og Planudvalg den 3. december 2024, punkt 71.
Udvalget besluttede at principgodkende projektet, hvorved administrationen kan foretage den endelige godkendelse, medmindre der indkommer væsentlige høringssvar.
Udvalget besluttede tillige at offentliggøre projektet på kommunens hjemmeside og sende det i høring hos berørte parter i 2 uger.
Høring
Projektet har været i høring hos berørte parter 16. december 2024 - 9. januar 2025 og i offentlig høring på kommunens hjemmeside i perioden 9.-23. januar 2025.
Dinel har ingen indsigelser, men har nogle bemærkninger ift. analyser forud for anvisning af det endelige tilslutningspunkt. Det har ikke væsentlig indvirkning på det samfundsøkonomiske resultat, og ændrer ikke varmeprojektet.
Vejdirektoratet har haft projektet til høring i forbindelse med miljøscreening af projektet. De har gennemgået materialet og sammenholdt med de erfaringer, der er fra lignende anlæg. På den baggrund forventer Vejdirektoratet ikke, at der vil ske påvirkning af motorvejen, og har derfor ikke bemærkninger til det ansøgte.
Anlægget, forsyningsform, energiform og forsyningsområde
Projektet omfatter:
- Etablering af ny varmecentral på Inge Lehmanns Vej 8 i Hørning med en eldrevet luft-vand varmepumpe på ca. 6 MW (ved -1 °C udetemperatur) og en elkedel på ca. 15 MW.
- Afvikling af de oliefyrede kedler på spids- og reservelastcentralen på Toftevej 24A i Hørning.
I dag forsynes Hørning med fjernvarme fra Varmeplan Aarhus (Kredsløb).
I 2023 godkendte Skanderborg Kommune projektforslaget ”Forbindelse til Hørning, overskudsvarme og forsyning af Agerbakken og Agerskovvej”, rev. august 2023. Projektet blev behandlet som punkt 137 på Klima-, Miljø- og Planudvalget den 3.oktober 2023.
Forbindelsen er etableret, og Skanderborg-Hørning Fjernvarme har indgået en aftale med Kredsløb om en årlig leverance på 65.000 MWh fjernvarme via veksleren til Hørning frem til og med 2028. Fra og med 2029 skal aftale om mængder og de nærmere vilkår for udveksling af varme mellem Skanderborg-Hørning Fjernvarme og Kredsløb forhandles kommercielt.
Forbindelsen fra Varmeplan Aarhus’ (VPA) transmissionsledning til Hørning vil fortsat give mulighed for aftag af varme fra Kredsløb via veksleren til Hørning og Stilling, og ligeledes kan forbindelsen fra VPA transmissionsledningen til vekslerstationen i Stilling fortsat anvendes til udveksling af varme med Kredsløb. Disse forbindelser bidrager til forsyningssikkerheden og giver mulighed for udveksling af miljøvenlig og økonomiskfordelagtig varme.
Overensstemmelse med Strategisk Varmeplan
Projektet er i overensstemmelse med Skanderborg Kommune Strategiske Varmeplan i forhold til at fremme brændselsfri varmeproduktion og at binde fjernvarmeområder sammen. Den nye central på Inge Lehmanns Vej i Stilling gør det muligt at nedlægge de to oliefyrede kedler på Toftevej-centralen uden at reducere den nuværende produktionskapacitet.
Dinel er netselskab i området, og der foregår en dialog om levering af elforsyning til centralen.
Økonomi
Investeringen vil være på ca. 103 mio. kr., heraf 22,5 mio. kr. i tilslutningsbidrag til Dinel.
I varmeprojekter skal der sammenlignes med relevante alternativer. I dette tilfælde er:
- Projekt med fjernvarmeproduktion inklusive eldrevet luft-vand varmepumpe og elkedel på Inge Lehmanns Vej suppleret med spidslastvarme fra Kredsløb sammenlignet med
- Referencen med eksisterende anlæg suppleret med spidslastvarme fra Kredsløb.
Projektforslaget viser en samfundsøkonomisk besparelse på 54,2 mio. kr. i forhold til referencen. Dermed kan projektet godkendes ifølge Varmeforsyningsloven. De samfundsøkonomiske følsomhedsberegninger viser en god robusthed i projektet i forhold til referencen; det vil sige projektet er bedre end referencen, selvom forskellige beregningsparametre ændres.
Beregning af likviditetsvirkning for selskabet viser en besparelse over betragtningsperioden på ca. 4,5 mio. kr. i første år til ca. 10,5 mio. kr. i det 20. år.
En årlig besparelse op 10,5 mio. kr. vil give en årlig besparelse for et gennemsnitligt hus i hele Skanderborg-Hørning Fjernvarmes forsyningsområde på ca. 525 kr. inkl. moms.
Miljøvurdering
Projektet er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Derfor bliver projektet VVM-screenet. Dette er endnu ikke færdigt.
Nærværende godkendelse er betinget af, at VVM-screeningen ikke giver anledning til væsentlige ændringer af projektet.
Tidsplan
Projektet kan gennemføres så snart de nødvendige godkendelser er på plads. Dog senest 5 år fra denne godkendelse.
Klagemulighed
Godkendelsen kan påklages af klageberettigede til Energiklagenævnet, som skal have det i hænde senest 11. marts 2025.
Klage kan ske via dette link: https://naevneneshus.dk/naevnsoversigt/energiklagenaevnet/.