
Et samarbejde mellem kommunen, kulturlivet og Gl. Skanderborg Fonden skal forbinde unge med lokale fællesskaber.
Det kan være svært at finde ind i et fællesskab som ung voksen, hvis man er stoppet til fodbold eller ikke er vokset op med at gå til kor eller spejder.
Derfor skal et nyt projekt hjælpe unge i alderen 16-30 år med at finde og blive en del af lokale fællesskaber.
Projektet er et samarbejde mellem Skanderborg Kommune, Smukfest og Gl. Skanderborg Fonden.
Gl. Skanderborg Fonden støtter projektet med 1,1 mio. kr., og pengene skal primært bruges til at ansætte brobyggere, der skal hjælpe de unge med at indgå i et fællesskab.
- Fællesskaber er afgørende for trivsel, men for nogle unge kan vejen dertil være svær at finde. Med dette projekt investerer vi i brobyggere, der skal gøre det lettere for flere unge at blive en del af et fællesskab, der giver mening for dem. Vi ved, at det kræver en særlig indsats at åbne mulighederne og sænke barriererne – især for dem, der ikke er vant til at være en del af foreningslivet, siger Camilla Stenhaug Pedersen, der er fondsleder for Gl. Skanderborg Fonden.
Brobygger som fleksjob
Brobyggerne støtter de unge i at finde ud af, hvad de interesserer sig for og kan f.eks. tage med til keramik eller hjælpe med at etablere kontakt til den lokale mountainbikeforening.
Brobyggerne bliver ansat af Skanderborg Kommune og skal findes blandt kommunens fleksjobbere.
- Projektet har den fordel, at det både gavner de unge og personer i fleksjob. Når vi skal ansætte brobyggere, går vi efter at finde mennesker med forskellig baggrund og kompetencer, som kan gå i dialog med de unge. Det er altså den menneskelige relation, der er i centrum, så den unge får en følelse af at blive set og mødt, siger Hanne Nissen Toksvig, chef for Udvikling, Kultur og Erhverv i Skanderborg Kommune.
Et særligt samarbejde
Foreningen bag Smukfest bidrager også til projektet ved at åbne døren til deres fællesskab for de unge.
Her får de blandt andet mulighed for at blive medskabere af kulturelle arrangementer i samarbejde med frivillige ildsjæle fra Smukfest.
- Vi tror på, at kulturproduktion kan være med til at styrke de unges selvværd: Når man som ungt menneske erfarer, at man kan skabe værdi for andre, styrker det troen på egne ever og oplevelsen af høre til. Og dét er meningsfuldt! Som den danske sangerinde Pauline synger; ”Alle vil jo bare være noget for nogen”.
Det afsæt ønsker vi at bringe i spil i brobyggerprojektet med festivalens brand, netværk, erfaring og kompetencer som bagtæppe, siger Maja Engberg-Sønderskov, der er frivillighedschef for Smukfest.
Mulighed for at deltage i projektet
Hvis man som ung mellem 16 og 30 år vil deltage i projektet, behøver man ikke opfylde nogle særlige kriterier. Man skal blot række ud og have lyst til at prøve noget nyt. Dertil hjælper kommunen med at sprede viden om tilbuddet gennem skoler, ungdomsvejledere mv.
Hvis du har en brobygger i maven, så hold øje med jobopslaget, der kommer ud i april. Den officielle start på projektet er til august, hvor brobyggerne tiltræder deres stillinger og er klar til at tage imod de unge.
Projektet løber i 2,5 år, og målet er, at mindst 300 unge får kontakt til foreningslivet.