
Første spadestik: En stor del af Bakkeskolen i Hørning skal genbruges til udvidelsen af Skovbyskolen.
Når der bygges, er det som regel nyt. I dag tog borgmester Frands Fischer første spadestik til en udvidelse af Skovbyskolen, hvor en hel bygning, der tidligere har været en del af Bakkeskolen i Hørning, vil blive genbrugt.
- Byggeri står for en stor del af vores CO2 udledning og ressourceforbrug. Men hvis vi tænker ud af boksen, kan vi finde bæredygtige løsninger. Det er tilbygningen på Skovbyskolen et godt eksempel på. Det er altid et kompromis og genbruge noget eksisterende, men her har vi i høj grad kunne genbruge den eksisterende bygning, med ganske lidt tilretning, siger borgmester Frands Fischer.
Første gang hel bygning genbruges
Skovbyskolen oplever en stor tilgang af elever, som skaber en naturlig pladsmangel. Løsningen er en udvidelse med et permanent modulbyggeri på knap 500m2.
Modulerne var oprindeligt en del af Bakkeskolen Hørning. De bliver taget ned, tilpasses gældende lovgivning, når de på ny er sat op ved Skovbyskolen og indrettet efter skolens behov. Modulbyggeriet kobles sammen med den eksisterende skole via en mellembygning, som bliver opført med blandt andet genbrugsvinduer fra Virring Skole.
Ved andre byggerier i Skanderborg Kommune er der genbrugt mursten fra tidligere bygninger. Det er første gang, at en hel bygning genbruges.
- I børn ved godt, at vi skal passe godt på vores natur og vores planet. Det ved voksne også godt, og det er noget vi øver os på at blive bedre til hver eneste dag. I Skanderborg Kommune er vi meget opmærksomme på klimaet. Også når vi bygger. Vi kan se frem til en stor, flot og klimavenlig tilbygning til Skovbyskolen, sagde formand for Børne- og Ungdomsudvalget Trine Frengler i forbindelse med første spadestik.
Projektet er udarbejdet af Tegnestuen RAMT og Fenger Arkitektur. Søren Theodor Vedsted, bygherrerådgiver og indehaver af tegnestuen RAMT, roser Skanderborg Kommune:
- Det er en fornøjelse at arbejde for en kommune, som går forrest i at beskytte klodens ressourcer. Her er fokus ikke bare på genanvendelse af materialer, men på at genbruge en hel bygning. Fremtidens tankegang skal handle om at tilpasse og lade livet i eksisterende bygninger blomstre fremfor bare at bygge nyt. Ressourcerne er altid et centralt designparameter i alt, hvad vi gør hos Tegnestuen RAMT og hos Fenger Arkitektur.
Selve flytningen af bygningen bliver foretaget af den lokale entreprenør fra Skovby, JYTAS.
Genbrugstilbygningen forventes at stå klar til juni 2025.