Byrådet har godkendt nye og mere enkle ansøgningskriterier til Landsbypuljen. Samtidig hæves værdien af den frivillige arbejdskraft med 50 procent. Landsbypuljens formål er at støtte projekter, der gavner det gode liv i landsbyen og landdistrikterne i Skanderborg Kommune.
Alle foreninger, der repræsenterer en landsby eller et samarbejde på tværs af landsbyer kan søge om penge. Borgerforeninger er oplagte, men flere foreninger kan også gå sammen om en fælles ansøgning.
Siden puljen blev etableret er der blandt andet givet penge til en værktøjsbank til byens projekter i Alling, fornyelse og opgradering af Skjørring Bypark og til Gl. Rye klubhus 2.0 – byens samlingssted. Der gives både penge til små projekter under 25.000 kr. og til større projekter. Den maksimale støtte der kan gives er 300.000 kr.
Frivillig arbejdskraft er mere værd
Ændringen af kriterierne er lavet i et samarbejde mellem Landsbyfællesskabet og Kultur- Fritids og Idrætsudvalget.
Det har længe været et ønske at forenkle kriterierne for på den måde, at åbne lidt mere op for bredden af ansøgninger.
- Sammen med de ændrede ansøgningskriterier har vi besluttet at hæve værdien af det frivillige arbejde fra 100 til 150 kr. pr. time. Dermed bliver det lettere at opfylde kravene for egenfinansiering til de lidt større projekter, siger Tage Nielsen, der er formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.
Helene Simoni Thorup formand for Landsbyfællesskabet siger:
- Vi har lyttet til de tilbagemeldinger, vi har fået fra landsbyerne. Det har længe været et stort ønske at retningslinjer og krav blev forenklet, så det blev lettere at søge penge fra puljen. Ændringerne skal gerne være med til at sikre, at puljen når ud til endnu flere af de mange spændende projekter, der er i vores landsbyer.
Det skal et projekt opfylde
For at opnå støtte skal et projekt:
- bygge på lokalt frivilligt arbejde og engagement
- sikre, at der er offentlig adgang til det der etableres
- være bredt lokalt funderet, gerne i en borgerforening, et bylaug eller lignende, og gerne flere foreninger
- som udgangspunkt ikke kunne støttes af Skanderborg Kommunes øvrige puljer til samme konkrete formål og udgift
- være medfinansierede af egne midler og/eller arbejdskraft
- bidrage til at udvikle og vedligeholde et lokalområdes rammer udover det almindelige daglige vedligehold, som naturligt varetages af lokalområdet.
Desuden støttes udgifter til indkøb af materiel og CO2-reducerende tiltag.
Der er ansøgningsfrist to gange årligt henholdsvis 1. april og 1. oktober. Ved den seneste ansøgningsrunde i april 2024, var der i alt 12 ansøgninger, der blev udbetalt i alt 778.418 kr.