Fredag den 21. juni blev Multiparken i Skanderborg indviet med et brag af en åbningsfest. Parken på 5.000 m2 er åben for alle børn og unge.
Efter fire års frivilligt arbejde kunne foreningen Skanderborgs Aktive Mil endelig indvie Multiparken ved Sct. Georgsgården i Skanderborg.
Det skete med show fra Skateboard Landsholdet, workshops, livemusik, festivalstemning og mange nysgerrige gæster.
Arrangørerne vurderede, at omkring 1.000 børn, unge og voksne deltog i festlighederne i løbet af dagen den 21. juni kl. 15.30-21.
Et løft til rullesporten
Med en anlægssum på mere end 14 millioner kroner er det en bemærkelsesværdig skate- og multipark, der nu er åben og tilgængelig for alle børn og unge.
Multiparken i Skanderborg er designet af OL-skater Rune Glifberg efter idé fra lokale unge og deres forældre.
Projektet har fået national opmærksomhed, og Nordeafonden og Lokale og Anlægsfonden har støttet med fire millioner kroner hver.
- Multiparken i Skanderborg er et mønstereksempel på en nytænkende arkitektonisk facilitet til rullesport, der er en af de absolut største makrotrends blandt unge under 15 år. Samtidig åbner det for en nytænkende måde at drive SFO og klub på. Multiparken giver et markant lokalt og regionalt løft af rullesporten, siger Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden.
Stor lokal opbakning
Foreningen Skanderborgs Aktive Mil står bag udviklingen af Multiparken i samarbejde med det selvejende fritids- og klubtilbud Sct. Georgsgården.
- Det har været en kæmpe opgave at realisere drømmen om Multiparken i Skanderborg, men det er længe glemt, når vi ser på resultatet i dag og samtidig kan se tilbage på de sidste år, hvor vi har mødt stor opbakning og har set kæmpe smil fra de unge, der har været en del af ide- og byggeprocessen, siger Anne Heeager, formand for Skanderborgs Aktive Mil, og fortsætter:
- Vi står i dag med et sted, der møder de unges store ønske og favner en mangfoldig gruppe af store børn og unge, drenge og piger, ressourcestærke og mere udsatte unge. Vi glæder os helt vildt til at se stedet myldre med aktive unge.
Selve etableringen af Multiparken begyndte for godt et år siden. Ud over de gavmilde donationer fra de store fonde har projektet mødt stor lokal opbakning i form af sponsorater og frivillige timer ved arbejdsdage.
Fakta om Multiparken Skanderborg
- Placeret i direkte sammenhæng med fritids- og ungdomsklubben Sct. Georgsgården, Plantagevej 7, 8660 Skanderborg
- Idéen opstod i 2020 blandt en gruppe børn og unge i Skanderborg
- Udviklet af den frivillige forening Skanderborgs Aktive Mil
- Samlet areal: 5000 m2, heraf 1200 m2 skateanlæg
- Anlægssum: 14,1 mio. kr.
- Designet af Glifberg & Lykke samt Gustin Landskab, med Gustin Landskab som hovedrådgiver
- Opført af FSR Beton og BUUS Anlægsgartnere
- Finansieret med støtte fra Nordeafonden, Lokale- og Anlægsfonden, Skanderborg Kommune, Gl. Skanderborg Fonden, mindre fonde, det lokale erhvervsliv og byens borgere.