
Midttrafiks busser i Skanderborg Kommune bliver el-busser fra sommeren 2026
Det er snart slut med osende busser, når du skal med den kollektive trafik rundt i kommunen. Alle busser, som kører i Skanderborg Kommune og drives af Midttrafik, bliver nemlig til el-busser fra slutningen af juni 2026. Det giver en besparelse på cirka 95% CO2-udledning. Projektet gennemføres som led i kommunens strategi for bæredygtig transport.
El-busser har færre pladser end diesel-busser, så for at opretholde kapaciteten, er det nødvendigt at indsætte de lange ledbusser.
I den forbindelse er kommunen forpligtet til at stille arealer til rådighed, hvor en udbyder kan på- og afsætte passagerer samt oplade de eldrevne busser. Det kræver nogle justeringer på Møllegades Busterminal i Skanderborg Midtby.
P-pladser i Møllegade bevares
- Det er supergodt, at busserne i hele kommunen bliver el-drevet. Men med beslutningen følger et dilemma for os politikere. Enten skal en stor del af p-pladserne ved Møllegade inddrages, eller også skal vi skære ned på mængden af busser i midtbyen, ved at lade passagerer med rute 309 og 331 stige om ved Skanderborg Station, hvis de skal ned til midtbyen, forklarer formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, Claus Leick.
El-ledbusser er omkring 18 meter lange og kræver mere plads end de nuværende busser. Derfor har Byrådet besluttet at skære ned på buskørslen i midtbyen ved at lade rute 309 og 331 have endestation på Skanderborg Station i stedet for på Møllegade.
- Det vil gå ud over de få passagerer, der kører med på ruterne, at de skal skifte bus på stationen, hvis de skal ned til Skanderborg midtby. Men vi ønsker også at bevare handelslivet og tilgodese bilister i den forbindelse. Derfor har vi vurderet, at vi med busskifte på stationen gør det mindste indgreb, fordi der stadig er busser minimum hvert 20. minut, der kører fra stationen til midtbyen, forklarer Claus Leick.
Han pointerer desuden, at beslutningen bidrager til en grønnere kollektiv trafik og vil mindske støj- og forureningsgener i midtbyen.
De kommende ejere af el-ledbusserne får mulighed for at oplade busserne cirka 100 meter fra Møllegades Busterminal, hvor Byrådet har peget på parkeringsarealet ved Møllegade 29 som mulig lokation for ladestation.
Møllegade 29 ejes af Skanderborg-Hørning Fjernvarme, som har givet tilsagn om, at pladsen kan benyttes til opladning af el-ledbusser.
Implementeringen af de lange el-busser sker i slutningen af juni 2026 – og det er også omkring juni 2026, at passagerer med rute 309 og 331 skal stige om på Skanderborg Station for at komme til midtbyen.