I virksomheden ATTER sælger Stine Højland både tøj syet af gammelt sengetøj og simple symønstre. På den måde håber hun at inspirere andre til en mere bæredygtig garderobe.
Tøjindustrien er en af de mest forurenende industrier i verden. Derfor har Stine Højland besluttet, at hun aldrig mere vil købe nyt tøj. I stedet vil hun sy sit eget tøj af sengetøj, som hun finder i genbrugsbutikker. Sådan kan hun selv vælge farver, former og mønstre på sit tøj, og samtidig undgår hun at støtte tøj- og modeindustriens tårnhøje vandforbrug og CO2-udledninger.
Med beslutningen om at undgå nyproduceret tøj kom også inspirationen og lysten til at starte virksomheden ATTER. Gennem ATTER sælger Stine både hjemmesyet tøj og simple mønstre. Derudover holder hun workshops og laver undervisningsforløb for børn, hvor hun giver folk nogle enkle værktøjer og teknikker til at komme i gang med at sy.
Målet med ATTER er at inspirere så mange som muligt til at træffe mere bæredygtige valg, når det kommer til garderoben. Derfor handler en del af hendes undervisningsforløb også om tøjindustriens påvirkning af klima og miljø, og hun håber, at hun med det perspektiv kan lokke flere kommende gør-det-selv-syersker ud på stofjagt i landets genbrugsbutikker.
15 kilo
Så meget CO2 udleder produktionen af 1 kilo tekstil. Samtidig anvendes til 1 kilo tekstil 1 kilo kemikalier i gennemsnit.