Hos plantefirmaet DECOPLANT A/S, der leverer bæredygtige planteløsninger til erhvervslivet, er genbrug og genanvendelse en helt central del af virksomheden og fremtidsvisionen. Målet er at genanvende al den plast, de får retur fra deres kunder.
Plantevirksomheden DECOPLANT A/S’ mission er at bidrage til et sundere indeklima i det danske erhvervsliv ved at integrere flere indendørsplanter i kontormiljøer. Men en anden vigtig del af deres mission er at bidrage til den grønne omstilling og på den måde også gøre jordens klima sundere. Derfor har de fokus på, hvordan de som virksomhed kan udlede mindre CO2 og bidrage til en mere cirkulær tilgang til affald. De ønsker at gå foran i den grønne omstilling og vise, hvordan man kan tænke genanvendelse og bæredygtighed ind i sin virksomhed.
For eksempel sikrer DECOPLANT, at deres planter kommer fra en miljøvenlig produktion. Og så indsamler og sorterer de selv så meget som muligt af det affald, de som virksomhed er med til at producere. Målet er, at 100 % af den plast, de blandt andet bruger til at gøre deres plantepotter vandtætte, skal genanvendes. I dag kan 75-80 % af plasten genanvendes. De sidste 20-25 % består af plasttyper, der er lidt mere vanskelige. Men hos DECOPLANT indsamler og opbevarer de selv den plast, der i dag er svær at genanvende, for de tror på, at teknologien til at genanvende det sidste er lige på trapperne.
Den cirkulære tilgang til tingene ses også i virksomhedens forretningsmodel. DECOPLANT leverer nemlig planter som en service i stedet for som et produkt. Det betyder, at der er et forretningsmæssigt incitament til at producere produkter, der holder længere og til at genbruge og genanvende så meget som muligt. Desuden betyder det, at DECOPLANT har kontrol over hele cyklussen og dermed har indflydelse på, hvor affaldet ender.
15 kilo
I 2022 skal der indsamles 15 kilo plastik til genanvendelse pr. borger i Odder og Skanderborg Kommune. I 2017 blev der indsamlet 8,1 kilo pr. borger.