Varmepumper på abonnementsordning har bredt sig som ringe i vandet i Hylke. I dag har 20 private husstande skiftet oliefyret ud med en varmepumpe, og det er en udvikling, der både medfører en væsentlig CO2-reduktion og en lavere varmeregning for borgerne.
I Hylke har en del borgere skiftet deres gamle oliefyr ud med en varmepumpe. Landsbyen Hylke ligger nemlig uden for fjernvarmesystemet, og derfor skal borgerne her se sig om efter en alternativ varmeløsning. Udbredelsen af varmepumperne har medført et stort fald i olieforbruget og dermed også en betydelig CO2-reduktion. Alene fra 2016-2017 udfasede byen 30 % af det samlede olieforbrug, hvilket svarer til cirka 100 tons CO2. Oven i hatten var der en samlet besparelse på varmeregningen på 140.000 kroner.
Det hele begyndte, da Hylke Skole i 2015 stod over for en udbygning, og i den forbindelse skulle have et nyt varmesystem. Valget faldt på varmepumper på abonnementsordning. På den måde var der ingen stor investering, varmeregningen faldt, og virksomheden der leverede varmepumperne, Best Green, stod for vedligeholdelse og drift. Efterhånden som byens borgere oplevede, at varmepumperne var til at stole på og sagtens kunne varme den gamle skole op, begyndte de selv at få installeret varmepumper i deres hjem.
I 2016 blev Hylke kåret som årets europæiske varmepumpeby af European Heat Pump Association (EHPA), og i 2019 havde 20 private husstande, Hylke Skole og den lokale købmand fået installeret en varmepumpe. I Skanderborg Kommune står olie- og naturgasfyr for 5% af den samlede CO2-udledning. En varmepumpe udleder kun den CO2, der udledes ved produktionen af strømmen, og i 2019 var knap 50% af strømmen i Danmark baseret på vedvarende energi. Med et nationalt mål om at øge procenten til 100, er varmepumper et godt, grønt alternativ.
80 tons
Så meget CO2 sparede Hylke Skole atmosfæren for alene det første år, efter varmepumpen blev installeret.