Skanderborg Fælled scorer højt på både social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Derfor er Fælleden, som den første offentlige bygning i hele Skandinavien, blevet tildelt den højeste certificering inden for DGNB-certificeringssystemet.
Skanderborg Fælled, eller bare ”Fælleden”, er et moderne byggeri på 20.000 m2 , der samler rådhus, borgerservice, politi og en multifunktionel dobbelthal. I byggeprocessen var der skarpt fokus på optimal udnyttelse af både energi og plads i byggeriet, der sidenhen fik platin – den højeste certificering i det internationalt anerkendte program for bæredygtigt, helhedsorienteret byggeri, DGBN.
Fælleden er opført efter de skrappeste energistandarder (BR2020). Vandet er koldt i de fleste haner. Bygningens vinduer er designet, så de giver optimalt lysindfald og for eksempel lukker mere lys ind om vinteren. Og øverst er 950 m2 af taget dækket med solceller, mens de øvrige tage er beklædt med mos-sedum, som holder på en del af nedbøren og dermed aflaster kloakken. De skrappe energistandarder har blandt andet medført en reduktion på over 50 % i bygningens samlede varmeforbrug. Solcellerne dækker omkring 10 procent af bygningens energiforbrug. Og sedumtage bidrager i øvrigt positivt til biodiversiteten.
Hele Skanderborg Fælled, med sine mange kvadratmeter, er i det hele taget forsøgt udnyttet klogest muligt. Bygningen er designet, så alle rum har mindst tre funktioner. Om dagen huser den 700 af kommunens administrative medarbejdere, borgerservice og en del af Sydøstjyllands Politi. Om aftenen bliver den 5.000 m2 store multihal og parkeringsplads brugt til alt fra håndboldtræning til messer eller koncerter. Den effektive udnyttelse af arealet har medført en reduktion af byggematerialer på omkring 50 %. Derudover er der i materialevalget lagt vægt på holdbarhed og mulighed for genanvendelse.
11 millioner
Det bæredygtige byggeri giver Fælleden en driftsbesparelse på knap 11 millioner årligt.