I 2019 integrerede familien Lund Højer fra Ry – som et eksperiment – en ny, klimavenlig vane hver måned. I dag ligger familiens samlede CO2-udslip på omkring halvdelen af en dansk gennemsnitsfamilies.
Det første tiltag var et købestop. Fra januar 2019 skulle Pia Lund Nielsen og hendes familie som udgangspunkt undgå at købe nye ting og i stedet forsøge at finde brugte alternativer eller låne, hvor det var muligt. Var det for svært at finde brugt, låne eller leje, valgte de at købe høj kvalitet, der holder længe. I februar gjaldt det familiens kødforbrug, der skulle ned. Marts handlede om deres muligheder for at påvirke de politiske beslutninger og pensionskassens investeringer, og i april var det biodiversiteten i haven, der var i fokus.
Måned for måned så familien deres liv efter i sømmene og forsøgte at nedbringe deres negative påvirkning af miljø og klima mest muligt – alt sammen uden at gå på kompromis med livskvaliteten. Også sommerferien holdt Pia, hendes mand og deres to piger på syv og ni på klimavenlig vis. Turen gik til London, men flyveturen var erstattet af en togtur. Det viste sig at være en overraskende god oplevelse, hvor de også fik et par spændende stop i Hamborg og Köln oveni.
I dag har vanerne fundet deres naturlige leje. Familien har holdt fast i de tiltag, der havde størst indflydelse på klimaaftrykket som for eksempel købestoppet, reduktionen i kødforbruget og de klimavenlige rejser. De tiltag, der viste sig ikke at være besværet værd, har de skåret fra.
10,8 tons
Så meget CO2 udledte familien Lund Højer i kategorien "ting og sager" i 2019. En gennemsnitlig dansk familie på fire udleder cirka 18 tons.