Et øget klimafokus er en eksplicit del af Toprents forretningsstrategi. Det betyder blandt andet, at virksomheden i dag forsøger at påvirke hele den leveringskæde, de er en del af, og ikke kun fokuserer på eget forbrug.
Virksomheden Toprent, der blandt andet sælger rengørings- og hygiejneartikler til andre virksomheder, ønsker at tage del i klimaansvaret. Og for Toprent betyder det, at de forsøger at påvirke det de, kan i en grønnere retning. Medarbejderne gør en indsats for at minimere virksomhedens eget aftryk ved at optimere el-, vand-, varme- og brændstofforbruget. Det har de forpligtet sig til igennem en ISO 14001-certificering. Men da det stod klart for ledelsen, at Toprent som en del af en større leveringskæde kunne påvirke langt mere end blot deres eget forbrug, begyndte de for alvor at integrere et øget klimafokus som en eksplicit del af forretningsstrategien.
Løbende undersøger de, hvordan deres leverandører forholder sig til deres produkters klima- og miljøbelastning, og de efterspørger generelt produkter, der er produceret på en bæredygtig måde og ikke er fragtet unødvendigt langt. Derudover bruger Toprent deres platform på de sociale medier til aktivt at promoverer de leverandører, der har et grønt fokus.
Også deres egne kunder forsøger Toprent at påvirke i en mere klimavenlig retning. Ikke ved at presse de grønne løsninger ned over hovedet på dem, men ved åbent og ærligt at fremlægge plusser og eventuelle minusser ved brug af bæredygtige produkter. Ofte vil der være mindre spild forbundet med det grønne, og en stor virksomhed kan spare meget alene på dosering af rengøringsmidler. Og så kan brandingværdien naturligvis også betyde en hel del, fordi flere og flere prioriterer den grønne dagsorden. Ved at fortælle om det har Toprent fået flere kunder til at hoppe med på vognen.
15 %
Så stor en del af brændstofforbruget sparede Toprents sælgere, da ledelsen igangsatte en konkurrence om, hvem der kunne køre længst på literen.