Den er lavet af plastik fra verdenshavene. Den bliver kun produceret on demand. Og så er den bygget til at leve et langt liv med fokus på trivsel. Designer Anne Myginds HabiCave© er på alle ledder og kanter et bæredygtigt møbel.
I et kontorfællesskab i Skanderborg står et særligt møbel. Det er en hule foldet i filt. Og hvis du ikke i næste indskudte sætning kunne læse, at hulen HabiCave© primært er fremstillet af plastikaffald fra havet, ville du aldrig tro, at det er sandt. Det origami-inspirerede hulemøbel er skabt til at skabe ro, dæmpe lyd og mindske stress. Og så er den designet, så den sætter mindst muligt aftryk på verden imens.
Brugerinvolvering er bæredygtighed
I kontorfællesskabet finder du også Anne Mygind. Hun er den prisvindende designer bag HabiCave©, og på hendes dagsorden står bæredygtighed som et helt centralt begreb. I 18 år har hun arbejdet i tekstilbranchen. Hun har rejst fra Vietnam til Rumænien og med egne øjne set, at tøjbranchen endnu er et stykke vej fra den bæredygtige tankegang, som er naturligt indlejret i hende. Derfor har hun nu skiftet rute.
- Jeg er vokset op med en mor, der vaskede plastikposerne for at bruge dem igen, så hele køb-og-smid-ud-kulturen er slet ikke mig. Jeg tænker meget i genbrug og up-cykling, og det giver mening med møbler. Her kan man tænke bæredygtighed ind i hele produktets livscyklus, forklarer Anne Mygind.
Og det hele begynder med, at nogen kan bruge det produkt, man laver. Derfor er hulemøblet HabiCave© blandt andet udviklet med input fra elever og fagfolk fra specialskoler i Skanderborg Kommune. Hulen er med sin særlige form og sine akustikdæmpende filtplader nemlig rigtig god til at skærme den, der sidder i den. I hulen er der ro til at være eller læse. Eller til at tænke over det med plastikken, der før flød ude i havet og nu er blevet til denne stol.
Tænkt helt til bortskaffelse
At der er tænkt over tingene i produktionen af HabiCave©, kan der ikke være nogen tvivl om. I usamlet stand består hulen af en filtplade, der med origami-teknikken udnyttes fuldt ud. Hertil kommer 9 skruer og et sæt ben eller meder af 50 % genanvendt stål. Produktionen foregår i Aalborg, og møblet laves kun on demand, så selv behovet for opvarmet lagerplads er skåret væk.
- Ved at mindske antallet af dele, der kan gå i stykker, har vi skabt et produkt, der lever længe. Samtidig er det nemt at reparere, hvis nogle af delene med tiden skulle få brug for det. Og endelig er det også nemt at sortere og skille sig af med tingene på den rigtige måde, når hulen en dag er slidt helt op, siger Anne Mygind.
HabiCave© er det første af fire møbler fra Anne Myginds hånd og er nomineret til Danish Design Award 2021. Hulen afsættes især til skoler men også til biblioteker, private, lufthavne, kontormiljøer og hotellobbyer.
Seks ud af 17
Så mange af FN's verdensmål er HabiCave© udviklet med fokus på. Målene handler blandt andet om sundhed og trivsel, om at fremme bæredygtige produktionsformer og om at passe på verdenshavene.