
Fokus på genbrug til sidste metalstykke sikrer Frode Haunstrup klimapris i Skanderborg Kommune.
Det var en ydmyg Frode Haunstrup, der blev kåret som vinder af Skanderborg Kommunes klimapris, Grøn Skanderborg Prisen.
Det skete ved afstemning blandt tre nominerede til Gå-Grøn-Dag ved Kulturhuset i Skanderborg søndag 27. april og en afstemning på kommunens hjemmeside i ugerne op til prisuddelingen.
Frode Haunstrup vinder prisen for sin frivillighed for spejderne i Ry, hvor han skiller loppefund ad, så alt kan sendes til genbrug.
Til stort bifald fik Frode Haunstrup overrakt prisen af formand for kommunens Klima-, Miljø- og Planudvalg og medlem af Det Grønne Panel, Claus Leick. Med prisen følger en unik vandrepokal fremstillet af genbrugsmaterialer fra Værdicentralen i Skanderborg.
-Jeg skal nok lade være med at skille den ad, selvom den ville være oplagt til det, sagde Frode Haunstrup om vandrepokalen, der nu skal med til Ry.
Spejderne i Ry har en container på genbrugspladsen i Ry, hvor man kan aflevere sine brugte ting. Spejderne forsøger at sælge tingene på deres tre årlige markeder, men lykkedes det ikke, får Frode Haunstrup nogle af tingene, der eller skulle skrottes, ud til sin container ved spejderne i Ry. Her skiller han tingene ad, så de forskellige materialer genbruges korrekt eller sælges til virksomheder, der kan bruge resterne. På den måde skaffer Frode Haunstrup penge til spejdernes foreningskasse.
-Jeg gør det, fordi jeg synes, det er hyggeligt og en god beskæftigelse for at holde mig i gang. At det så både hjælper spejderne og klimaet er jo bare en kæmpe bonus, siger Frode Haunstrup, der blev overrasket over, at han vandt prisen.
De andre nominerede til Grøn Skanderborg Prisen var genbrugsvejledere ved Renosyd og Repair Café Skanderborg. Over 500 har stemt på de tre nominerede, hvor Frode Haunstrup vandt en overbevisende sejr.
-Derfor er det stadig nogle rigtig gode indsatser, I alle gør derude, så bliv endelig ved. Vi er som kommune afhængige af, at alle borgere gør lidt for, at vi når i mål med den grønne omstilling. Så når nogen tænker, at det ikke nytter, når én person reparerer tøjet eller sorterer affald, er det ikke rigtigt. Mange små fodspor bliver til et kæmpe skridt i den grønne retning, lød det fra Claus Leick.
Det er tredje gang, Skanderborg Kommune uddeler Grøn Skanderborg Prisen. Prisen gives til en enkeltperson, forening eller virksomhed, der har gjort noget særligt for at nedbringe CO2 og ressourceforbrug på en måde, som kan inspirere andre. Prisen blev uddelt første gang i 2022, hvor Jeksen Grønthandel vandt.