Kampen for klimaet er på verdensdagsordenen. Men den er også rykket ind bag hækkene i Mesing, Stjær og Ry. Her kan du møde tre haveejere, der på hver deres måde har gjort deres villahave mere klimavenlig.
Kvasbede, grenbunker og stubstabler. Det er det nye blandt en helt særlig gruppe af haveinteresserede. Dem, hvor haven ikke kun skal være en fryd for øjet, men også en del af løsningen på tidens klima- og biodiversitetskrise.
Det er så nemt, at det næsten ikke er til at tro. Det bedste, du kan gøre, er nemlig slet ikke at gøre noget overhovedet. Men hvis du gerne vil have lidt styr på haven og ikke kan lide, at det hele bare gror til, så kræver det en lille smule arbejde. Dog slet ikke i nærheden af, hvad det kræver at have en snorlige villahave med nyslået græs og ordnede bede.
Det første, du kan gøre, er at stoppe med at køre haveaffald på genbrugsstationen. Så sparer du CO2-udledningen fra transporten samtidig med, at du omdanner din have til dit eget lille CO2-lager. Kviste og grene binder nemlig kulstof fra CO2 i atmosfæren. Så når du opbevarer det i haven, lagres kulstoffet i længere tid, end hvis du kører det på genbrugsstationen, hvor det bliver brændt af eller komposteret. Og så vil havens dyr og insekter elske dig for det.
Begynderen
Bjarne Birkegaard Rosenlund er begyndt at omlægge sin store have i Stjær så den udover at lagre mere CO2 også giver bedre betingelser for dyr og insekter. For Bjarne er det nemlig især tanken om en have med masser af liv og natur, der er tiltalende.
- Jeg vil stadigvæk gerne have en pæn græsplæne. Men jeg er begyndt at tænke, at det er også pænt, når der er en masse blomster i græsplænen. Eller en masse insekter, der sværmer og summer, siger Bjarne.
Han – og måske især hans kone – vil gerne have en smule orden i haven, så derfor har han blandt andet stablet afsavede grene i en ordnet stabel i stedet for at smide dem i en bunke på jorden.
- Nu ser det faktisk pænt og nydeligt ud. Men det har jo samme effekt – at det bare skal ligge og rådne og blive til billebo.
Med tiden vil han helt droppe turene på genbrugsstationen med haveaffald og i stedet samle det hele i et fjernt hjørne af haven. Her kan det ligge uden at være i vejen og samtidig give massere levesteder til forskellige insekter og måske et pindsvin eller to.
Den inkarnerede
Mellem Stjær og Mesing bor Heidi Gargulak Andersen. Heidis have er ikke, som villahaver er flest. Den er omkring 4.000 kvadratmeter, har sin egen Facebook-side, og så bruger Heidi nok mere tid i haven end de fleste.
- Der er da ikke noget federe end at sidde i to timer og hive ukrudt op? Det handler bare om, at jeg gerne vil være ude i min have, siger Heidi.
For nogle år siden læste hun om konsekvenserne for dyrelivet ved, at store dele af Danmark i dag er dækket af enkelte afgrøder. Det gjorde særligt stort indtryk på hende, at en hektar konventionelt dyrket kornmark kun kan afføde et enkelt ynglende fuglepar. Og så besluttede hun, at hun ville gøre, hvad hun kunne, for at skabe plads til et rigt dyreliv i sin egen have.
- Det satte simpelthen noget i gang hos både mig og min mand. Vores have må gerne være pæn, men der skal også være plads til insekterne. Og jeg værner om alt det nedfald, der er, så vi kører selvfølgelig ikke noget væk, og vi brænder heller ikke noget af.
Men Heidi og hendes mand er også ordensmennesker, og de store grenbunker, som især om vinteren står tydeligt frem, har de skullet lære at acceptere. For at få lidt mere samling på sagerne har Heidi blandt andet lavet et læhegn af mirabellestammer. Ikke fordi læhegnet som sådan skal bruges til noget, men fordi det på den måde kan se ordentligt ud, mens det forfalder.
Se videoen: Kom med på insektjagt i Heidi Gargulak Andersens have mellem Stjær og Mesing, hvor træstubbe og kvashegn holder på havens CO2 og smådyr.
Den vilde
På en både mindre og vildere grund i Ry bor Martin Bernt Rud. Egentlig gider han slet ikke bruge tid på haven, og da han fandt ud af, at det var til gavn for både natur og klima at lade den være, passede det ham derfor glimrende.
I dag står hans have næsten urørt hen. Han slår nogle gange græsset, så man kan komme omkring, og ellers får den mere eller mindre lov at passe sig selv. Om sommeren bliver hele haven overtaget af blomster, og selvom Martin ikke har helt styr på alt, hvad der kommer frem, nyder han at se, hvordan naturen tager over.
- En have der er meget velplejet, synes jeg ikke er så spændende. Jeg kan bedre lide, at den er varieret og ligner naturen mere, siger Martin.
Også hønsene, som Martin deler med naboen, sætter pris på den vilde have.
- De finder hele tiden noget. Jeg er sikker på, at der er mere føde til dem i en have som min.
Uanset om du er haveentusiast eller slet ikke har lyst til at bruge tid på det, er der altså ting, du kan gøre for at gøre din have mere klimavenlig og skabe bedre levesteder for dyr og insekter. Her er et par tips til, hvordan du kommer i gang.
Sådan gør du
- Kør ikke haveaffald på genbrugsstationen. Begynd i stedet at lave nogle kvasbede eller grenbunker. Det skaber en masse gode levesteder for dyr og insekter og sikrer samtidig, at kulstoffet er lagret længere tid.
- Lad græsplænen fylde mindre. En trimmet græsplæne skaber ikke gode levevilkår for insekter, og den binder meget lidt kulstof. Du kan derfor med fordel lade træer, buske og bede med forskellige planter fylde mere af haven, end græsplænen gør.
- Plant og så en masse forskellige blomster. Blomster giver næring til bier, og bier er vigtige for naturen. Sørg derfor for at have en masse forskellige blomster i din have. Gerne nogle der blomstrer på forskellige tidspunkter, så din have kan give næring til bierne helt fra foråret til efteråret. Du kan også bare købe en blomsterblanding specielt til bier og så dem, hvor du har plads.