Foroffentlighed sættes i gang
Igangsætning af foroffentlighedsfasen blev besluttet af Økonomi- og Erhvervsudvalget den 22. marts 2023.
Se dagsordenpunkt nr. 62 på udvalgets dagsorden her
Foroffentlighedsfasen løber fra den 24. marts 2023 til og med 30. april 2023.
Baggrund for foroffentlighedsfasen
Prognoser viser, at der mangler institutionspladser i Virring-distriktet, og derfor ønsker Byrådet at placere en ny daginstitution syd for Virringvej i Virring, på et område, der i dag er landbrugsareal.
Du kan se et kort længere ned på siden.
Den resterende del af matriklen forventes udviklet til boliger og rekreative formål på længere sigt.
Om projektet
Skanderborg Kommune skal bygge et nyt dagtilbud i Virring til ca. 100 børn fordelt mellem vuggestue- og børnehavebørn.
- Samlet areal på 15.000 m2 med bygning, parkering og legeplads
- Ca. 750 m2 bygning
- 20 p-pladser inkl. 2 handicap-pladser svarende til 1 plads pr. fem børn
- 20 cykelparkeringspladser inkl. ladcykler svarende til 1 plads pr. fem børn
På kortet herunder ses den ansøgte placering af daginstitution, parkeringsarealer og legepladsarealer.
Ansøgningen afspejler ikke nødvendigvis det endelige projekt, men giver et billede af, hvad udgangspunktet for planlægningen vil være.
Figur 1: Eksempel på placering af daginstitution. Rød markering viser forslag til byggefelt, orange markering viser forslag til parkeringsfelt. Foreløbig vejadgang er vist øst for daginstitutionen. OBS: Tegning er foreløbig. Arkitekt: LYTT.
Den viste placering af daginstitutionen tager udgangspunkt i en række forundersøgelser omkring terræn, støj fra Virringvej, oversigtsforhold på Virringvej og strømningsveje for overfladevand.
Byggeri på bar mark medfører en mængde klimavand, der skal håndteres.
Der er et potentiale i på sigt at samtænke nogle større, rekreative områder, der kobler sig op på det eksisterende, grønne område syd for Engtoften. De rekreative områder bør bindes sammen med stier.
Udover den beskrevne daginstitution ønsker Byrådet, at der sikres tilstrækkeligt areal til, at der på sigt kan placeres yderligere offentligt byggeri i området, uden at der dog lige nu er konkrete planer for det. Derfor vil arealet mellem den nye adgangsvej og den eksisterende gård mod øst blive reserveret til offentlige formål.
Den nye planlægning for området
På baggrund af ovenstående forventes det at planlægningen vil omfatte:
- En kommuneplanramme på ca. 3-3,5 ha til offentlige formål, med plads til vejadgang, daginstitution og med en fremtidig mulighed for yderligere byggeri.
- En rekreativ ramme på 3-3,5 ha, der rummer mulighed for sammenkobling med eksisterende, grønne områder, og som giver mulighed for håndtering af overfladevand og stisystemer.
- En lokalplan, som umiddelbart forventes at dække dele af både den offentlige og den rekreative kommuneplanramme.
Figur 2: Området til ny daginstitution ligger øst og syd for de eksisterende boligområder i den østlige del af Virring. En del af området forventes udlagt til rekreative formål, mens en anden del af området forventes udlagt til offentlige formål. Inden for området ligger et eksisterende regnvandsbassin. Den røde cirkel angiver omtrentlig placering af den kommende daginstitution. Vær opmærksom på at markeringerne er foreløbige, og kan ændres i processen.
Formålet med at indkalde idéer og forslag
Området er ikke omfattet af den gældende kommuneplan.
Før der kan udlægges nye kommuneplanrammer, skal der indkaldes idéer og forslag efter Planlovens § 23c.
Planlovens hensigt med et indkalde idéer og forslag i en foroffentlighedsfase er, at naboer, brugere og andre borgere og foreninger skal have mulighed for at bidrage med deres forslag og idéer for at forbedre vidensniveauet og dermed plangrundlaget.
Byrådet ønsker derfor at høre fra alle, der har déer og forslag til den kommende planlægning.
Det kan eksempelvis være:
- Om der er særlige ønsker eller input til placering af den kommende daginstitution, vi skal tage højde for?
- Om du har forslag til hvordan den nuværende by og den kommende daginstitution kan komme til at hænge godt sammen?
- Om der er forhold i området, vi bør kende til, forud for den videre proces?
- Andre idéer og bemærkninger?
Du kan indsende idéer og forslag til planlægningen via linket til høringsportalen i den grønne boks,
eller som post til:
Plan, Teknik og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg
Høringssvaret skal være Skanderborg Kommune i hænde senest den 30. april 2023.
Høringssvar og den videre behandling
Du skal være opmærksom på, at alle høringssvar herunder navn og adresse, fremgår af de offentligt tilgængelige dagsordner for udvalgs- og byrådsmøderne.
Beskyttede navne og adresser offentliggøres ikke.
Indkomne idéer og forslag vil indgå i Byrådets videre arbejde om, hvorvidt planlægningen skal igangsættes.