Formål med projektet
Projektet har til formål at frilægge det eksisterende rørlagte vandløb/hoveddræn, hvor rørene kan være udtjente og forbedre kvaliteten af vandhullet.
Da matriklen er taget ud af landbrugsdrift og i dag er omlagt til skov- og naturområde, vil et åbent vandløb bidrage til mere naturlig hydrologi i området.
Udvidelsen af vandhullet vil fjerne næringsrigt landbrugsjord og derigennem forbedret natur og biodiversitet.
Projektområde
Projektområdet er beliggende nord for Svejstrup By og drejer sig om frilægning af ca. 340 m rørlagt vandløb i form af et ældre eksisterende hoveddræn - og udvidelse af eksisterende mindre vandhul.
Tilladelserne
Tilladelsen til frilægningen af drænet håndteres i en samlet regulerings- og landzonetilladelse.
Tilladelsen til udvidelsen af det eksisterende vandhul håndteres i en særskilt landzonetilladelse.
Beskrivelse af projeket
Midt i projektområdet løber hoveddrænet, som vi ønsker frilagt. Drænkort og kommende vandløbstrace er angivet i tilladelserne.
Drænet er et privat vandløb og er ikke omfattet af naturbeskyttelseslovens §3, er ikke målsat jf. vandområdeplanerne og har ikke fiskeandsinteresser.
Vandhullet er ikke omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.
Projektet sikrer, at afstrømningen fra opstrøms- og nedstrømsliggende bredejere ikke påvirkes.
Det åbne vandløb erosionssikres med sten og grus, der samtidig sikrer gode fysiske forhold for vandløbsfaunaen.
Lovhjemmel
Tilladelserne er givet efter Vandløbslovens § 17, Bekendtgørelse om vandløbsregulering og -restaurering m.v. § 3, samt efter Planlovens § 35 stk. 1.
Miljøvurdering
Der er foretaget en screening på baggrund af tilstedeværende oplysninger og efter lovens bilag 6.
Ud fra screeningen konkluderer vi, at projektet ikke vil få en væsentlig indvirkning på miljøet.
Derfor har vi truffet afgørelse om, at projektet ikke er omfattet af krav efter Miljøvurderingsloven.
Du kan klage over tilladelserne
Klagefristen udløber den 27. september 2023.