Skanderborg Kommune har fra Kredsløb A/S modtaget projektforslag iht. Varmeforsyningsloven for Fjernvarmeforsyning af naturgasområder Skovby Syd, Herskind, Låsby.
Forbrugerne i disse områder er i dag individuelt forsynet med gas, olie, el og faste brændsler.
Fase 1 og 2
Projektet er fase 1, som omhandler udvidelse af Kredsløbs forsyningsområde til fjernvarmeforsyning af de tre områder. Godkendelsen sker på basis af samfundsøkonomiske beregninger af hele projektet (fase 1 og 2) inklusive forbindelsesledninger og nye anlæg.
Fase 2 vil komme som et selvstændigt varmeprojekt senere, når den endelig beliggenhed af forbindelsesledninger og produktionsanlæg er på plads.
Politisk behandling
Varmeprojektet har været politisk behandlet af Skanderborg Kommunes Klima-, Miljø- og Planudvalg den 7. november 2023.
Udvalget besluttede at principgodkende projektet, hvorved administrationen kan foretage den endelige godkendelse, medmindre der kommer væsentlige høringssvar.
Udvalget vedtog tillige at offentliggøre projektet på kommunens hjemmeside og sende det i høring hos berørte parter i 2 uger.
Høring
Projektet har været i 14 dages offentlig høring i perioden 9.-23. november 2023.
Der er kommet 1 høringssvar fra Evida, som har lidt andre tal for antal forbrugere med naturgas, end der er regnet med i projektet.
De medgiver dog, at det ikke ændrer på resultatet af de samfundsøkonomiske beregninger. De har ikke yderligere bemærkninger.
Godkendelse
Varmeprojektet bliver hermed godkendt efter Varmeforsyningsloven.
Det har baggrund i, at
- projektet har bedre samfundsøkonomi sammenholdt med alternativerne. Dermed kan det ifølge Projektbekendtgørelsens §6 (BEK nr. 697 af 06/06/2023) godkendes.
- der er ikke indkommet væsentlige høringssvar, som ændrer på konklusionen om hvilken varmeløsning, der har bedst samfundsøkonomi.
Gennemførelse af projektet vil forudsætte alle lovbestemte godkendelser.
Godkendelsen er derudover betinget af, at
- projektet opnår tilskud fra Statens Fjernvarmepulje
- mindst 70% af forbrugerne i hvert område vil tilslutte sig. De tre områder er uafhængige af hinanden, således at de områder, der opnår tilstrækkelig tilslutning, kan få fjernvarme uafhængig af tilslutningen i de øvrige områder.
Anlægget, forsyningsform, energiform og forsyningsområde
Projektet er fase1 og omfatter udvidelse af Kredsløbs forsyningsområder til:
- Låsby
- Herskind
- Skovby syd (erhvervsområde)
Fase 2 vil komme som et selvstændigt projekt senere.
Overensstemmelse med Strategisk Varmeplan
Projektet er i overensstemmelse med Skanderborg Kommunes Strategiske Varmeplan om 100% vedvarende og bæredygtig energi med høj ressourceudnyttelse og forsyningssikkerhed i varmeforsyningen i 2030.
Projektet passer også ind i disse strategispor i varmeplanen:
- Flere skal have mulighed for fjernvarme. Her er de tre områder udlagt til fjernvarme
- Fjernvarmeområder skal bindes sammen
- Brændselsfri varmeproduktion
Økonomi
Den samlede investering til fjernvarme med forbindelsesledninger, distributionsledninger, stikledninger, målere og ny produktionskapacitet vil være ca. 217,7 mio. kr.
Brugerøkonomisk vil projektet være en fordel, idet fjernvarme for et standardhus ifølge beregningerne vil koste 17.411,49 kr. pr. år, mens det samme hus vil koste 22.626,85 kr. pr. år med en ny luft-vand varmepumpe.
Selskabsøkonomisk giver projektet en overskud i nutidsværdi over 30 år på ca. 24 mio. kr. Ifølge beregningerne vil der være et positivt overskud fra år 2047.
Samfundsøkonomisk er projektet 7,4 mio. kr. bedre end referencen, beregnet som nutidsværdi over 20 år. Dermed kan projektet ifølge §6 i Projektbekendtgørelsen godkendes.
Projektet er økonomisk afhængigt af tilskud fra den nationale fjernvarmepulje.
Projektet er tillige økonomisk betinget af en tilslutning på 70 % fra hvert af de tre områder – uafhængigt af hinanden.
Tidsplan
Projektet kan gennemføres så snart de nødvendige godkendelser og betingelser er på plads.
Dog senest 5 år fra denne godkendelse.
Du kan klage over godkendelsen
Klageberettigede kan klage til Energiklagenævnet, som skal have det i hænde senest 27. december 2023.
Klik her for at starte din klage
På linket kan du også finde mere information.