![](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Images/COLOURBOX53481886.jpg&Width=768&Crop=5)
Skole, børnehave og idrætshal i Herskind og Låsby skal senest med udgangen af 2025 have udskiftet deres gas- eller oliefyr med de grønnere varmepumper.
Byrådet afsatte med budget 2023 14,7 mio. kr. til at udfase olie- og naturgasfyr på kommunale ejendomme. Siden har arbejdet med at planlægge konvertering af varmekilderne været fuld i gang.
Ud af ca. 130 kommunale ejendomme er der lige nu kun 17 bygninger tilbage, som ikke er konverteret eller planlagt til at konvertere til grønnere opvarming.
Første prioritet har været at tilslutte ejendomme til fjernvarme, hvor det er muligt og ellers prioritere omstilling til varmepumper.
Onsdag aften besluttede Byrådet, at yderligere seks ejendomme skal lægge om til varmepumper i løbet af i år og næste år. Det drejer sig om Herskind Skole, Herskind Børnehave og Herskind Hallen samt Låsby Skole, Låsby Hallen og institutionen Viften.
Dermed er det kun de kommunale institutioner i Voerladegaard dvs. Voerladegaard Skole, Solsikken, Solsikken bofællesskab og Spejderhytten Voerladegaard, som fortsat bruger fossile opvarmningskilder. Ejendommene i Voerladegaard er på standby, fordi gode lokale kræfter i byen lige nu arbejder på at etablere fælles varmeforsyning sammen med Tørring Kraftvarmeværk - enten som traditionel fjernvarme med nyt lokalt værk eller som såkaldt termonet. Der forventes en afklaring på det arbejde i løbet af 2024.
Udover ejendommene i Voerladegaard er det også endnu uafklaret, hvad der skal ske med varmeforsyningen til plejehjemmene Søndervang i Låsby og Søkilde i Ry. Det skyldes, at de to ejendommes fremtid endnu ikke er endelig afklaret, blandt andet skal der opføres nyt plejecenter i Låsby.
Byrådets ambition er, at Skanderborg Kommune som virksomhed skal være CO2-neutral i 2025.