![](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Images/Billede_fra byrådssalen_1.jpg&Width=768&Crop=5)
Her kan du læse om nogle af de vigtigste beslutninger fra byrådsmødet den 26. juni 2024.
Årsregnskab for 2023 endelig godkendt
Årsregnskabet for 2023 blev godkendt uden forbehold. Revisionsselskabet BDO, der aflagde revisionsberetning, roser regnskabet og konkluderer, at det er korrekt og i overensstemmelse med de kommunale regnskabsregler. Der er ikke fundet anledning til bemærkninger, og regnskabet får en påtegning uden forbehold. Skanderborg Kommunes budget er på 4,5 mia. kr.
Ny daginstitution i Virring
Byrådet har godkendt programoplæg og anlægsbevilling for en ny institution i Virring, som skal erstatte den midlertidige institution Børnehuset Toftegården. Den nye daginstitution vil have kapacitet til 100 børn og forventes at stå klar i tredje kvartal 2026. Der er afsat 31,8 mio. kr. til projektet.
Landsbypuljen evalueret
Landsbypuljen, der støtter udviklingsprojekter i kommunens landsbyer, er blevet evalueret. Byrådet har vedtaget nye retningslinjer for puljen, som skal sikre en mere målrettet anvendelse af pengene. Blandt andet tæller værdien af frivilligt arbejde nu 50 pct. mere i ansøgningen. De nye retningslinjer vil træde i kraft fra næste ansøgningsrunde.
Politik for parkering revideret
Byrådet har revideret kommunens parkeringspolitik. Ændringerne giver bedre mulighed for parkering af cykler ved særligt pladskrævende butikker – samt mulighed for at dispensere for parkeringskrav, hvis en bygning ændrer anvendelse eller bygges om. Målet er at forbedre parkeringsforholdene og reducere trafikbelastningen.
Smedens Have - seniorboliger på vej i Hørning
Byrådet har vedtaget lokalplanen for opførelsen af 35 almennyttige seniorboliger ved Smedens Have i Hørning. Efter en høringsperiode blev to høringssvar vurderet, som fokuserede på infrastruktur og aktivitet i byggeperioden. Lokalplanen blev godkendt uden ændringer. Der afsættes samtidig 250.000 kr. til etablering af fortov.
Strammere regler for etablering af broer i søer og vandløb
En afgørelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet har betydet, at Byrådet nu har vedtaget en strammere praksis for etablering af bådebroer i kommunens søer og vandløb. Ændringerne skal blandt andet sikre bedre vedligeholdelse og øget sikkerhed. Den nye praksis træder i kraft med det samme.
Følg møderne på byråds-TV www.skanderborg.dk/byraadstv eller læs dagsordenen på www.skanderborg.dk/dagsordener.