Vi har opdateret vores afgørelse om, at forslag til lokalplan 1172 samt Kommuneplantillæg 16-41/21-01 ikke skal miljøvurderes.
I forbindelse med, at Skanderborg Kommune den 5. juli 2021 har modtaget en klage over manglende udarbejdelse af miljøvurdering af forslag til lokalplan 1172, er vi blevet opmærksomme på, at flere af de behandlede emner kunne bruge en tekst, der begrunder vores vurderinger.
Skanderborg Kommune har på den baggrund opdateret screeningen for miljøvurdering af forslag til lokalplan 1172 samt Kommuneplantillæg 16-41/21-01.
Screeningsresultatet har ikke givet anledning til at ændre konklusionen på screeningen. Det er forsat konklusionen, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af planforslagene.
Screeningsresultatet indgår som bilag til Lokalplanforslaget.
Du har nu mulighed for at komme med et høringssvar til forslag til Lokalplan nr. 1172 - Boliger og institution ved Horsegaard i Galten samt til Kommuneplantillæg 16-41 og Kommuneplantillæg 21-01, der sikrer, at lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen.
Skanderborg Byråd vedtog den 24. juni 2021 at fremlægge ovennævnte planforslag i offentlig høring i 8 uger. Du kan finde sagsfremstillingen under dagsordenspunkt nr. 121 her.
Høringsperioden løber fra den 20. juli til den 14. september 2021. Planforslaget kan i høringsperioden ses på Skanderborg Kommunes hjemmeside: www.skanderborg.dk
Du kan sende dit høringssvar her
https://www.borgeronline.dk/746/NemForm/Hoeringssvar1172
eller på brev til Plan, Teknik og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg. Høringssvaret skal være Skanderborg Kommune i hænde senest den 14. september 2021.
Du skal være opmærksom på, at alle høringssvar herunder navn og adresse, fremgår af de offentligt tilgængelige dagsordner for udvalgs- og byrådsmøderne. Beskyttede navne og adresser offentliggøres ikke.
Når høringsperioden er udløbet, behandler vi alle indkomne høringssvar, og du vil efterfølgende blive orienteret om den afgørelse Byrådet træffer.
Forslag til Lokalplan nr. 1172 - Boliger og institution ved Horsegaardeni Galten
Nodo Arkitekter har på vegne af grundejerne af Horsegård ansøgt om planlægning for ca. 44 boliger fordelt mellem parcelhuse, rækkehuse og kompaktboliger i en til to etager. Samtidig ønsker Skanderborg Kommune at opnormere det aktuelle og fremtidige pasningsbehov i Galten.
Lokalplanen omfatter et område på ca. 7 ha i Galten umiddelbart øst for Søringen og umiddelbart syd for Skjørringvej.
Lokalplanen giver mulighed for, at området kan anvendes til åben-lav og tæt-lav boligformål, samt offentlige formål som daginstitutioner og kulturelle- og uddannelsesmæssige formål. Lokalplanen sikrer desuden:
- en overordnet disponering af området
- at bebyggelse indpasses med hensyn til naturmæssige og landskabelige værdier
- at området indrettes med fælles friarealer, herunder vej- og stiforløb
- at lokalplanområdet indrettes sådan, at grundvandet ikke forurenes
- at området indrettes med arealer til regnvandshåndtering
- at området indrettes med en støjbuffer mellem boligområde og institutionsområdet
En del af området er omfattet af Boringsnær beskyttelsesområde (BNBO) til Galten Vandværk. Lokalplanen udlægger ikke boliger indenfor BNBO. Indenfor BNBO udlægges alene arealer til offentligt formål og grønt friareal.
Du kan se planforslagene her:
https://skanderborg.viewer.dkplan.niras.dk/plan/20#/lokalplanid/536
https://skanderborg.viewer.dkplan.niras.dk/plan/34#/10978
Er du fritaget for e-Boks, men ønsker lokalplanforslaget tilsendt, kan du kontakte os på telefon 87947171 eller 87947136.
Forslag til Kommuneplantillæg nr. 16-41 og kommuneplantillæg 21-01
Lokalplanområdet omfatter kommuneplanramme 30.B.18 og 30.O.10.
Kommuneplanramme 30.B.18 giver mulighed for åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse med en bebyggelsesprocent på 30-40%, Maks. Højde på 8,5 m og maks. 2 etager.
Kommuneplanramme 30.O.10 giver mulighed for byggeri til offentlige formål i form af plejehjem, dagcenter og ældreboliger.
Begge kommuneplanrammer ændres i forhold til fysisk afgrænsning, idet den offentlige ramme flyttes mod nord, og en del af boligrammen flyttes mod syd. De to delt bytter plads fysisk.
Teksten for boligramme 30. B.18 ændres ikke.
Kommuneplanramme 30.O.10 ændres også i forhold til anvendelsesbestemmelserne, således der gives mulighed for andre offentlige formål herunder daginstitution.
Lokalplanforslagets retsvirkninger
Ifølge Planloven gælder det, at ejendomme der er omfattet af et lokalplanforslag, ikke inden forslaget er endeligt vedtaget af Byrådet, må udnyttes og ændres på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan. Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil.
Kommuneplantillæggets retsvirkninger
Ifølge Lov om Planlægning kan Byrådet inden for byzone modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
Inden for byzoner og sommerhusområder kan Byrådet modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelserne i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.
Miljøscreening
Der er i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) gennemført en screening for miljøvurdering af forslag til Lokalplan nr. 1172 og forslag til kommuneplantillæg nr. 16-41 og nr. 21-01.
Screeningsresultatet indgår som bilag til lokalplanforslaget, og det har ikke givet anledning til, at der skal udarbejdes en miljøvurdering af planforslagene.
Du kan klage over afgørelsen om ikke at udarbejde miljøvurdering
Klagefrist: 14. september 2021