Byrådets beslutning
Skanderborg Byråd vedtog den 25. januar 2023 at fremlægge ovennævnte planforslag i offentlig høring i 8 uger.
Du kan læse sagsfremstillingen under dagsordenspunkt nr. 7 her
Høringsperiode
Høringsperioden løber fra den 31. januar 2023 til den 28. marts 2023.
Planforslaget kan i høringsperioden ses her på Skanderborg Kommunes hjemmeside.
Høringssvar
Du kan sende dit høringssvar ved at klikke på linket i den grønne boks,
eller på brev til Plan, Teknik og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg.
Høringssvaret skal være Skanderborg Kommune i hænde senest den 28. marts 2023.
Du skal være opmærksom på, at alle høringssvar herunder navn og adresse, fremgår af de offentligt tilgængelige dagsordner for udvalgs- og byrådsmøderne. Beskyttede navne og adresser offentliggøres ikke.
Når høringsperioden er udløbet, behandler vi alle indkomne høringssvar, og du vil efterfølgende blive orienteret om den afgørelse, Byrådet træffer.
Du kan se planforslagene her
Lokalplan nr. 1178 Langvad Bakker Etape 1
Kommuneplantillæg 21-15 Boliger, daginstitution og rekreativt område ved Langvad Bakker i Låsby
Er du fritaget for e-Boks, men ønsker planforslagene tilsendt, kan du kontakte os på telefon 87947171 eller 87947733.
Forslag til Lokalplan nr. 1178 - Langvad Bakker - Etape 1
Lokalplanen omfatter et område på ca. 19 hektar i Låsby ved Klankballevej, umiddelbart nord for Klanghøj og umiddelbart vest for Sorringvej.
Lokalplanen giver mulighed for at realisere en daginstitution, første etape af boligområdet svarende til ca. 50 boliger, mulighed for et fælleshus til boligerne, samt de rekreative arealer, der knytter sig hertil. De rekreative arealer rummer desuden håndtering af klimavand samt begyndelsen på et overordnet stisystem, der skal sikre bedre adgang til naturarealerne langs Lyngbygård Ådal.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af ønske fra grundejer, og omfatter en daginstitution, fordi prognoser har vist, at det er nødvendigt at udbygge kapaciteten af institutionspladser, for at kunne imødekomme det forventede antal børn.
Dele af lokalplanens areal for det rekreative område er en rammelokalplan. Det betyder, at placering af stier, regnvandsbassiner og beplantningsbælter er sikret, men at der først stilles krav om at de skal etableres, når yderligere boligområder udbygges.
På sigt vil Langvad Bakker blive en ny bydel i Låsby, der kan rumme ca. 250 boliger og et stort, fælles rekreativt område, der samtidig bidrager til de rekreative områder i hele Låsby.
Lokalplanforslagets retsvirkninger
Ifølge Planloven gælder det, at ejendomme der er omfattet af et lokalplanforslag, ikke inden forslaget er endeligt vedtaget af Byrådet, må udnyttes og ændres på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan. Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil.
Forslag til Kommuneplantillæg nr. 21-15
Lokalplanen følges af Kommuneplantillæg 21-15, der skal sikre en endelig tilpasning af de eksisterende kommuneplanrammer for området, som har vist sig nødvendige i arbejdet med lokalplanen. Der udlægges ikke flere eller større arealer end tidligere.
Kommuneplantillæggets retsvirkninger
Ifølge Lov om Planlægning kan Byrådet inden for byzone modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
Inden for byzoner og sommerhusområder kan Byrådet modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelserne i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.
Miljøscreening
Der er efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) gennemført en screening for miljøvurdering af forslag til Lokalplan nr. 1178 og forslag til Kommuneplantillæg nr. 21-15.
Screeningsresultatet indgår som bilag til lokalplanforslaget, og det har ikke givet anledning til, at der skal udarbejdes en miljøvurdering af planforslagene.
Du kan klage over afgørelsen om ikke at udarbejde miljøvurdering
Klagefristen udløber den 28. februar 2023.