Akut og rehabiliteringscenter Skanderborg er et døgndækket Akut og rehabiliterings tilbud med 31 pladser. Centeret er Skanderborg kommunes nærtilbud til borgere med et midlertidigt behov for en sundhedsindsats der ikke kan varetages i eget hjem. Dette kan skyldes borgerens behov for intensiverede indsatser, at borgerens tilstand er sårbar, kritisk og ustabil eventuelt med behov for observationer over døgnet eller at borgerens hjemlige forhold er uholdbare. Meget ofte er der sammenfald af flere af disse faktorer. Eksempler på indsatser kan være:
- Rehabilitering efter længerevarende indlæggelse
- Neuro - rehabilitering på specialiseret niveau
- Udredning og behandling af akutte tilstande
- Ernærings og væsketerapi
- Genoptræning
- IV-behandling
- Palliative eller terminale forløb
- Stabilisering af delirøse tilstande
- Sygeplejefaglig udredning og diagnosticering
Vi arbejder ud fra definitionen på rehabilitering fra ”Hvidbog om Rehabilitering”
”Rehabilitering er målrettet personer, som oplever eller er i risiko for at opleve begrænsninger i deres fysiske, psykiske, kognitive og/eller sociale funktionsevne og dermed i hverdagslivet. Formålet med rehabilitering er at muliggøre et meningsfuldt liv med bedst mulig aktivitet og deltagelse, mestring og livskvalitet. Rehabilitering er en samarbejdsproces mellem en person, pårørende, professionelle og andre relevante parter. Rehabiliteringsindsatser er målrettede, sammenhængende og vidensbaserede med udgangspunkt i personens perspektiver og hele livssituation.” (Maribo T, 2022)
Borgerens egne behov, ønsker og håb er omdrejningspunktet for forløbene og danner i samspil med den faglige identificering af borgers behov udgangspunkt for de mål, der samarbejdes om. Borgeren ses som en ligeværdig samarbejdspartner i hele sit forløb, og ikke kun i målsætningsfasen. Der er tale om en samarbejdsproces mellem borger, familie og fagpersonale.
Opgaverne på Akut og rehabiliteringscenter Skanderborg karakteriseres ved:
- Tæt samarbejde og koordinering med borgeren, familie og netværk.
- Tværfaglige indsatser med høj viden indenfor genoptræning, rehabilitering, sygepleje og akutsygepleje
- Stort koordineringsbehov internt i kommunen for at understøtte trygge og sikre overgange fra og til eget hjem eller eventuelt pleje- eller ældrebolig.
- Stort koordineringsbehov for at skabe trygge og sikre overgange mellem hospital og de midlertidige pladser.
- Tæt samarbejde og faglig sparring med behandlingsansvarlig læge, som oftest er egen læge, men også kan være hospitalslæge.
Sammensætningen af faggrupperne på Akut og Rehabiliteringscenter Skanderborg er sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter og social- og sundhedsassistenter og -hjælpere samt servicemedarbejdere.