30 vuggestue- og 90 børnehavebørn får deres gang i den nye daginstitution i Stilling.
I dag tog vi første spadestik til den nye daginstitution i Stilling, der er beliggende ved Stilling Skole.
Daginstitutionen bliver på godt 930 m2 og får plads til 120 børn. Det er fordelt på 30 vuggestuebørn og 90 børnehavebørn. Derudover bliver der plads til ca. 30 voksne.
Bygningen bliver opført i et H-lignende mønster med to længehuse, der bindes sammen af en tværgående midterbygning.
Store udhæng på bygningen giver læ og gode muligheder for at trække aktiviteterne ud.
Lavere CO2-aftryk
Byrådet har besluttet, at alle nye kommunale byggerier skal overholde skærpede krav til CO2-udledningen, og derfor bliver daginstitutionen i Stilling bygget mere bæredygtigt, end bygningsreglementet kræver.
Der kommer solceller på taget, og bygningens skelet bliver af træ i stedet for beton.
Derudover er murstenene til byggeriet så vidt muligt genbrug. De stammer blandt andet fra de kommunale bygninger på Ellemosen 11 og 13 i Ry.
Det nye børnehus åbner efter planen i januar 2026.
Den nye daginstitution bliver bygget tæt ved Stilling Skole for at skabe synergi og mulighed for at dele faciliteter.
Illustration: RUM Arkitekter.