DUS 2024-25
DUS 2024-25 sætter retning for udvikling af ledelse og organisation i Skanderborg Kommune, så vi sammen lykkes med at lede og løse de opgaver, som rammesættes af Byrådets visioner og ambitioner, der er udtrykt i Udviklingspolitikken, øvrige politikker og budgetaftaler.
Udmøntningen af DUS sker i et tæt samspil med organisationens kontraktholdere. Kontraktholdere er de øverste tværgående ledere i kommunen, der decentralt er leder for ledere, og som hvert år gives en bevilling til at løse deres opgave direkte af Byrådet. Kontrakten med Byrådet er, at der med bevillingen følger en forventning til ledelsesrollen, som indebærer både udstrakt lokal frihed OG en pligt til at engagere sig i det større fællesskab – herunder det udviklingsarbejde, som rammesættes af DUS. Det er en af grundpillerne i Skanderborg.
Fra og med DUS 2024-25 arbejdes der ikke længere med en individuel årlig udviklingskontrakt, som fastlægger udviklingsindsatserne på det enkelte kontraktområde. Udviklingsdialogen mellem kontraktholdere, direktion og fagchef vil fremover være en styrket og direkte ledelsesdialog i ledelseskæden og på tværs i organisationen. For ledelse skaber vi sammen. Vi kan meget hver for sig, og det er en vigtig del af Skanderborgkulturen, at det meste løses bedst lokalt og tæt på borgerne. Der er dog også tværgående og komplekse udfordringer – eksempelvis det vi kalder fælles svære problemer – som vi ikke har kunnet løse med kendte værktøjer og med de måder, vi plejer at arbejde på. Det vil vi med DUS 2024-25 gøre noget ved.
Hvis vi for alvor skal løse op for problemerne, skal vi gribe opgaven anderledes an. Vi skal bruge fællesskabet til at få fat om de grundlæggende mekanismer, der skaber, vedligeholder og forstærker problemerne. Det kræver, at vi puljer vores resurser og kompetencer både på tværs af vores organisation og ud i resten af omverdenen. At vi sammen begiver os ud i ukendt farvand, hvor vi i fællesskab inspirerer og hjælper hinanden med at udforske og forstå problemerne. At vi arbejder med at løsne op for problemerne og afprøver både nye og kendte strategier og metoder sammen med foreninger, virksomheder, NGO’er m.v.
I DUS 2024-25 kan du bl.a. læse om:
- den overordnede ambition med DUS
- den nye arbejdsform
- de fælles svære problemer
- og direktionens to udviklingsspor for 2024-25.