Velkommen til Trailcenter Skanderborg – et samlingspunkt for aktivt friluftsliv og naturoplevelser
Trailcenter Skanderborg indvies lørdag d. 28. september 2024. Mere info om åbningsfesten følger senere.
Trailcenter Skanderborg er et nyt mødested for aktivt friluftsliv, som giver endnu flere outdoor-brugere og naturnydere gode muligheder for i uformelle rammer at mødes på tværs af brugergrupper på et sted, der danner et naturligt udgangspunkt for træning og ophold i naturen. Bygningen egner sig også som samlingssted for børnehaver, skoler, uddannelsessteder og naturelskere. Trailcenteret inviterer til motion og samvær for alle uanset alder, niveau eller aktivitetstype.
Placeringen ved Fælledens Idrætscenter og Anebjerg Skov giver mulighed for at dyrke mange forskellige idrætsgrene og motionsformer både på trailcentret og i det omgivende landskab, feks.:
- MTB og gravel
- Løb, trailløb, orienteringsløb
- Rulleski og ski
- Motionsgang, stavgang, powerwalk
- Ridning
- Yoga, cross fit m.m.
Trailcenteret består af to forskudte træbygninger, der er forbundet af en overdækket terrasse. Bygningen byder både på både et fleksibelt træningsområde med gummigulv og loftophæng til fx TRX, plads til instruktion og formidling, toilet- og badefaciliteter, depotrum, værkstedsområde samt en mindre opvarmet ’varmestue’ og et tilhørende tekøkken. Integreret i bygningens tag findes en en stor opholds- og træningstrappe og en MTB-startrampe, der leder videre til et større MTB-teknikbaneanlæg.
Hvem står bag Trailcenter Skanderborg?
Projektet er en del af partnerskabsprojektet ”Danske Trailcentre”, hvor Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Lokale og Anlægsfonden (LOA) i samarbejde med 5 kommuner har udviklet faciliteter, der skal understøtte, at både nuværende og nye brugeres kan mødes i naturen omkring aktivt udeliv.
Skanderborg Trailcenter er realiseret med Skanderborg Kommune som bygherre. Projektet er støttet af Nordea-fonden og Lokale og Anlægsfonden, som begge bidrager til at skabe god livskvalitet gennem deres støtte. Den overordnede rådgivning leveres af CUBO, og den primære entreprenør er John A. Laursen A/S.
Vigtige samarbejdspartnere inkluderer Naturstyrelsen Søhøjlandet og diverse brugergrupper og foreninger, som alle bidrager til at gøre Trailcenter Skanderborg til et levende og inkluderende mødested for alle natur- og friluftsentusiaster.
Kom til indvielse af Skanderborg trailcenter lørdag d. 28. september
Mere information følger...