
Her kan du læse om nogle af de vigtige sager fra mødet den 26. marts, hvor Byrådet blandt andet tog stilling til regnskaber, stigende udgifter på specialområdet og høringssvar om et kommende biogasanlæg.
Anlægsregnskaber godkendt
Byrådet godkendte regnskaber for 17 anlægsprojekter, der hver har kostet minimum 2 mio. kr. Blandt projekterne er den nye skole i Hørning, udvidelse af kapaciteten i Hørning Idrætscenter og indkøb af grunde til byudvikling. Flere af anlægsprojekterne er afsluttet med mindre udgifter end det, der var budgetteret.
Regnskab for 2024 viser sund økonomi
Årsregnskabet for 2024 blev godkendt og sendt videre til revision. Kommunen havde et overskud på den ordinære drift på over 300 mio. kr., hvilket er bedre end forventet. Likviditeten er fortsat stærk, men der ventes pres på kommunekassen de kommende år blandt andet som følge af store anlægsinvesteringer i daginstitutioner og plejeboliger.
Udgifterne på specialområdet vokser
Byrådet blev orienteret om, at der i 2025 ventes merforbrug på især specialskoleområdet og tilbud til børn og unge med særlige behov. Der er allerede sat flere tiltag i gang for at bremse væksten i udgifter, men effekten af tiltagene forventes først at kunne ses senere.
Kritik af proces omkring etablering af biogasanlæg i nabokommune
Byrådet mener, at Odder Kommune bør afdække mulige miljøpåvirkninger i etableringen af biogasanlægget i Torrild. Byrådet savner blandt andet, at forundersøgelserne belyser, hvordan øget tung trafik og lugtgener vil kunne påvirke nærområdet. Derfor sender kommunen nu et kritisk høringssvar til Odder Kommune.
Udpegninger efter rokade i den konservative gruppe
Efter en intern rokade i Det Konservative Folkeparti har Byrådet udpeget nye medlemmer til udvalg og råd. Christian Wibe-Marker afløser blandt andet Thomas Cordtz som medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget. Thomas Cordtz indtræder til gengæld i Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget som afløser for Christian Wibe-Marker.
Følg møderne på Byråds-TV www.skanderborg.dk/byraadstv eller læs dagsordenen på www.skanderborg.dk/dagsordener.
Næste byrådsmøde holdes onsdag den 30. april 2025.