Skip til hovedindholdet

Retningslinjer der understøtter ledelse og styring

I Skanderborg Kommune arbejdes der med mange forskellige redskaber, som alle er med til at sikre, at administrationen lever op til og implementerer de gældende love, byrådets vision og politikker. I arbejdet anvendes en del fælles systemer, som sikrer sammenhængen i arbejdet på tværs af afdelinger. Det handler om ledelsesinformationssystemet Targit, økonomisystemet Opus, sags- og dokumenthåndteringssystemet SBSYS og rekrutteringssystemet Signatur.  

Et vigtigt element er de interne forpligtende retningslinjer, som fx er besluttet i direktion, koncernledelse eller hovedMED-udvalg. Som eksempel er de fælles aftalte rammer for sygefraværshåndtering, der er besluttet i hovedMED-udvalget internt forpligtende for hele organisationen. 

I denne sammenhæng kalder vi med et overordnet begreb alle disse interne forpligtende ledelsesredskaber, som man skal anvende for ”retningslinjer”. Det er muligt at de i deres egen navngivning har andre betegnelser så som guide, procedure eller aftale, men i nærværende forståelse betegner vi dem fælles som retningslinjer. 

Fælles for disse retningslinjer er, at:

  • de er besluttet eller godkendt i enten direktion, koncernledelse eller hovedMED-udvalg. 
  • de kobles altid til en tværgående politik, standard eller forandring. Retningslinjerne understøtter dermed implementeringen af de politiske beslutninger.
  • de er obligatoriske og gældende for hele organisationen. Kontrakt- og aftaleholderne er således forpligtet til at handle ud fra det besluttede og til anvende retningslinjerne. 

Det sker også, at retningslinjer både indeholder elementer der er forpligtende og elementer der alene er til inspiration. Eksempelvis har retningslinjen i forhold til rekruttering både elementer af noget lov- og aftalebestemt, noget internt forpligtende og noget der alene er til inspiration. Det er markeret i retningslinjen.

Introduktion til retningslinjer

For at hjælpe vores ledere i forståelsen af, hvilke elementer i retningslinjerne, der er forpligtende og hvilke der er til inspiration udarbejdes der fremadrettet for hver retningslinje en kort læsevejledning som introduktion. I læsevejledningen skal det kort beskrives: 

Politik: Hvilken politisk beslutning understøtter retningslinjen. Det kan være en politik, standard forandring eller bevilling. Eksempelvis kobler retningslinjen for rekruttering af medarbejdere sig til personalepolitikken, som er vedtaget af Byrådet. 

Formål: Hvad skal løses med retningslinjen/ hvad skal det gøre godt for. Eksempelvis skal retningslinjen for rekruttering af medarbejdere sikre at ansættende ledere overholder gældende lovgivning, Personalepolitikken i Skanderborg Kommune samt de aftaler der er indgået med de faglige organisationer. Herudover skal den give de ansættende ledere inspiration til at gennemføre den bedst mulige ansættelsesproces. 

Målgruppe: Hvem har ansvar for at gøre noget og hvem er det for. I eksemplet med retningslinjen for rekruttering af medarbejdere er den gældende for alle ansættelser i Skanderborg Kommune. Materialet henvender sig til ledere, TR og indstillingsudvalg ved ansættelser.

Baggrund: Hvilke beslutninger ligger til grund – hvornår er det godkendt og af hvem (lovgivning, godkendelse i Byråd, direktion, HMU, koncernledelse). Som eksempel er retningslinjen for rekruttering af medarbejdere godkendt i direktionen den xx/xx-xx.

Forpligtende og til inspiration: Opmærksomhed på hvilke dele der er forpligtende og hvilke dele der er til inspiration (skal og kan). I retningslinjen for rekruttering af medarbejdere er det fremhævet med farverkoder, hvilke elementer der er forpligtende og derfor skal overholdes i en rekrutteringsproces. 

Links til retningslinjer på intranettet

I nedenstående oplistning gives der eksempler på det materiale, der er internt forpligtende og obligatorisk at anvende for alle i organisationen.

Retningslinjer og dato for godkendelse
Retningslinje Dato for godkendelse
God modtagelse af nye kollegaer 7. juni 2022, HovedMED-udvalget
LederUdviklingsSamtale - LUS 23. marts 2022, Direktionen
Personalemæssige forhold 22. november 2019, HovedMED-udvalget
Den gode fratrædelse 7. september 2023, HovedMED-udvalget
Seniorindsatsen 7. september 2023, revideret 22. februar 2024, HovedMED-udvalget
Drejebog for større organisationsændringer 20. oktober 2020, Koncernledelsen
Jubilæer, mærkedage og pension/efterløn 7. juni 2021, HovedMED-udvalget
Habilitet - nære relationer på arbejdspladsen 11. februar 2021, HovedMED-udvalget
Sygefraværshåndtering 22. november 2022, HovedMED-udvalget
Professionel rekruttering af ledere 3. september 2020, Koncernledelsen
Professionel rekruttering af medarbejdere 5. november 2018, HovedMED-udvalget
3i1 15. juni 2020, HovedMED-udvalget 
Ledelsesspændet - mere end et tal 20. september 2021, Direktionen
Standard for it-sikkerhed Januar 2021, Informationssikkerhedsgruppen (Direktionen)
Brug af sociale medier 6. september 2023, Koncernledelsen
Brug af Outlook Januar 2019, Informationssikkerhedsgruppen (Direktionen)
Brug af ChatGPT og kunstig intelligens 6. september 2023, Koncernledelsen
Samarbejde på tværs 11. oktober 2021, Direktionen
Det gode dagsordenspunkt 17. januar 2024, Koncernledelsen
Administrativ retningslinje for markering af særlige begivenheder 16. januar 2023, Direktionen
Retningslinjer for god telefonkultur 4. september 2023, Koncernledelsen


Læs mere om procedureretningslinjer for MED-samarbejdet